< Job 8 >
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Potem je odgovoril Bildád Suhéjec in rekel:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
»Doklej boš govoril te stvari? In kako dolgo bodo besede iz tvojih ust podobne močnemu vetru?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Mar Bog izkrivlja sodbo? Mar Vsemogočni izkrivlja pravico?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Če so tvoji otroci grešili zoper njega in jih je zavrgel zaradi njihovega prestopka,
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
če hočeš zgodaj iskati Boga in narediti ponižno prošnjo Vsemogočnemu,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
če bi bil ti čist in pravičen, bi se on sedaj zaradi tebe zagotovo prebudil in prebivališče tvoje pravičnosti naredil uspešno.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Čeprav je bil tvoj začetek majhen, bi vendar tvoj zadnji konec silno narasel.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Kajti poizvedi, prosim te, o prejšnjem času in se pripravi, da preiskuješ o njihovih očetih
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
(kajti mi smo samo od včeraj in ne vemo nič, ker so naši dnevi na zemlji senca).
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Mar te ne bodo poučili in ti povedali in izustili besed iz svojega srca?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Mar lahko loček zraste brez blata? Mar lahko perunika raste brez vode?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Medtem ko je še v svojem zelenju in ni odtrgana, ovene pred katerimkoli drugim zeliščem.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Takšne so steze vseh, ki pozabljajo Boga in upanje hinavca bo propadlo,
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
katerega upanje bo odrezano, katerega trdno upanje bo pajkova mreža.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Naslonil se bo na svojo hišo, toda ta ne bo obstala; trdno jo bo držal, toda ta ne bo zdržala.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Zelen je pred soncem in njegova veja poganja v njegovem vrtu.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
Njegove korenine so ovite okoli kupa in strmi na kraj kamnov.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Če ga uniči iz svojega kraja, potem ga bo ta zatajil, rekoč: ›Nisem te videl.‹
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Glej, to je radost njegove poti in iz zemlje bodo pognali drugi.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Glej, Bog ne bo zavrnil popolnega moža niti ne bo pomagal hudodelcem,
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
dokler tvojih ust ne napolni s smehom in tvojih ustnic z radostjo.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Tisti, ki te sovražijo, bodo oblečeni s sramoto in bivališče zlobnega bo prišlo v nič.«