Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Тада одговори Вилдад Сушанин и рече:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
Докле ћеш тако говорити? И речи уста твојих докле ће бити као силан ветар?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Еда ли Бог криво суди? Или Свемогући изврће правду?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Што су синови твоји згрешили Њему, зато их је дао безакоњу њиховом.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
А ти да потражиш Бога и помолиш се Свемогућем,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
Ако си чист и прав, заиста ће се пренути за те и честит ће учинити праведан стан твој;
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
И почетак ће твој бити мален, а последак ће ти бити врло велик.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Јер питај пређашњи нараштај, и настани да разабереш од отаца њихових;
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
Јер смо ми јучерашњи, и не знамо ништа, јер су наши дани на земљи сен.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Неће ли те они научити? Неће ли ти казати и из срца свог изнети речи?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Ниче ли сита без влаге? Расте ли рогоз без воде?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Док се још зелени, док се не покоси, суши се пре сваке траве.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Такве су стазе свих који заборављају Бога, и надање лицемерово пропада.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Његово се надање подлама и уздање је његово кућа паукова;
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Наслони се на кућу своју, али она не стоји тврдо; ухвати се за њу, али се она не може одржати.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Зелени се на сунцу, и у врх врта његовог пружају се огранци његови;
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
Жиле његове заплећу се код извора, и на месту каменитом шири се;
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Али кад се ишчупа из места свог, оно га се одриче: Нисам те видело.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Ето, то је радост од његова пута; а из праха ниче други.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Гле, Бог не одбацује доброг, али не прихвата за руку зликовца.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Још ће напунити уста твоја смеха и усне твоје попевања.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Ненавидници твоји обући ће се у срамоту, и шатора безбожничког неће бити.
