< Job 8 >

1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Då tok Bildad frå Suah til ords og sagde:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
«Kor lenge vil du tala so og lata ordi storma fram?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Kann Gud vel rengja det som rett er? Kann Allvalds-Gud vel rengja rettferd?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Hev dine søner synda mot han, gav han deim deira synd i vald.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Um du søkja til din Gud, og beda Allvalds-Gud um nåde,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
er du då rein og utan svik, då vil han vakna upp for deg og reisa nytt ditt rettferdshus,
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Um og di fortid vesall var, so mykje større vert di framtid.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Ja, spør deg for hjå farne ætter, agt på kva federne fann ut.
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
- Me inkje veit, er frå i går; vårt liv ein skugge er på jordi -
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
dei skal deg læra, gjeva svar med ord ifrå sitt hjartedjup:
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
«Veks sevet vel på turre land? Trivst storren der som vatnet vantar?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Enn stend det grønt, vert ikkje skore, då visnar det fyrr anna gras.»
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
So gjeng det deim som gløymer Gud; og voni glepp for gudlaus mann.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Hans tillit sunderskori vert, hans tiltru vert til kongurvev;
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Det hus han styd seg til, det dett; det som han triv til, stend’kje fast.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Han saftfull veks, med soli skin; hans greiner yver hagen heng,
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
og roti kring steinrøysar smett, og smyg seg inn imillom steinar.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Men vert han riven frå sin stad, so hugsar staden han ei meir.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Sjå det er gleda på hans veg; or moldi skyt ein annan fram.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Men Gud vanvyrder ei den reine; dei vonde tek han ei i handi.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Han enn din munn med lått skal fylla og lipporne med gledesong;
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
men skammi klæda skal din fiend’; gudløysetjeld finst ikkje meir.»

< Job 8 >