Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Na ka whakautu a Pirirara Huhi, ka mea,
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
Kia pehea ake te roa o tau korero i enei mea? Kia pehea ake te roa o nga kupu a tou mangai e rite ai ki te hau kaha?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
E whakaparori ke ranei te Atua i te whakawa? E whakaparori ke ranei te Kaha Rawa i te tika?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Ki te mea i hara au tamariki ki a ia, a kua maka atu ratou e ia hei utu mo to ratou he;
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Ki te rapu wawe koe i to Atua, a ka inoi ki te Kaha Rawa;
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
Ki te mea he ma koe, he tika, ina, ka ara ake ia ki a koe aianei, ka manaakitia ano e ia te nohoanga o tou tika.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Ahakoa i iti tou timatanga, e nui noa atu tou whakamutunga.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Tena ra, ui atu ki to mua whakatupuranga; anga atu hoki ki te mea kua rapua e o ratou matua.
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
Nonanahi nei hoki tatou, kahore hoki e mohio; he atarangi nei hoki o tatou ra i runga i te whenua;
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
E kore ranei ratou e whakaako i a koe, e korero ki a koe, e puaki mai ranei he kupu i o ratou ngakau?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
E tupu ranei te wiwi i te mea kahore he repo? E nui ranei te raupo ki te kahore he wai?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
I te mea he kaiota tonu, a kihai i tapahia, kua maroke i mua ake i nga otaota katoa.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Ka pera ano nga ara o te hunga katoa e wareware ana ki te Atua, a ka riro ki te kore ta te tangata whakaponokore i tumanako ai.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Ka motuhia atu tana i whakamanawa atu ai, ko te whare hoki o te pungawerewere hei tumanakohanga mona.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Ka okioki atu ia ki tona whare; heoi e kore e tu: u tonu tana pupuri atu, otiia e kore e mau.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
E matomato ana i te mea kahore nei te ra, a e wana ana ona peka i tana kari.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
Kapi tonu te puranga i ona pakiaka, e kitea ana e ia te wahi kamaka.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Ki te whakamotitia iho ia i tona wahi, ka whakakahore taua wahi ki a ia, ka mea, Kahore ahau i kite i a koe.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Nana, ko te hari tenei o tona ara, a ka tupu ake etahi atu i roto i te puehu.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Nana, e kore te Atua e whakakahore ki te tangata tika, e kore ano e puritia e ia te ringa o nga tangata kino.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Tera ano tou mangaika whakakiia e ia ki te kata, ou ngutu ki te hamama.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
He whakama te kakahu mo te hunga e kino ana ki a koe, a ka kahore noa iho te tapenakara o te hunga kino.
