Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Awo Birudaadi Omusukusi n’addamu n’agamba nti,
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
“Onookoma ddi okwogera ebintu bino? Era ebigambo bino by’oyogera n’akamwa ko binaakoma ddi okuba ng’empewo ey’amaanyi?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Katonda akyusakyusa mu nsala ye? Oba oyo Ayinzabyonna akyusakyusa amazima?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Abaana bo bwe baayonoona eri Mukama, n’abawaayo eri empeera y’ekibi kyabwe.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Kyokka bw’onoonoonya Katonda, ne weegayirira oyo Ayinzabyonna,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
bw’onooba omulongoofu era ow’amazima, ddala ddala anaakuddiramu n’akuzzaayo mu kifo kyo ekituufu.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Wadde ng’entandikwa yo yali ntono, embeera yo ey’enkomerero ejja kuba nnungi ddala.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Buuza ku mirembe egy’edda, era onoonyereze ku bakitaabwe bye baayiga;
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
kubanga ffe twazaalibwa jjuuzi era tetulina kye tumanyi, era ne nnaku ze twakamala ku nsi ziri ng’ekisiikirize.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Tebaakulage bakumanyise era bakutegeeze ebigambo bye mitima gyabwe oba by’okutegeera kwabwe?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Ebitoogo biyinza okumera awatali bitosi?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Biba bikyakula nga tebinnasalibwa, bikala mangu okusinga omuddo.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Bw’etyo enkomerero bw’ebeera ey’abo bonna abeerabira Katonda, essuubi ly’abatatya Katonda bwe libula.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Ebyo bye yeesiga byatika mangu, ebyo bye yeesiga, nnyumba ya nnabbubi!
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Yeesigama wuzi za nnabbubi ne zikutuka azeekwatako nnyo naye ne zitanywera.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Ali ng’ekimera ekifukirire obulungi ekiri mu musana, nga kyanjadde amatabi gaakyo mu nnimiro;
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
emirandira gyakyo nga gyezingiridde, okwetooloola entuumu y’amayinja, nga ginoonya ekifo mu mayinja.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Naye bwe bakiggya mu kifo kyakyo, ekifo ekyo kikyegaana ne kigamba nti, Sikulabangako.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Mazima ddala essanyu lyakyo liggwaawo, ebirime ebirala ne bikula okuva mu ttaka.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Mazima ddala Katonda talekerera muntu ataliiko musango, era tanyweza mukono gw’abakola ebibi.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Ajja kuddamu ajjuze akamwa ko enseko, n’emimwa gyo amaloboozi ag’essanyu.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Abalabe bo balijjula obuswavu, era n’ennyumba z’abakozi b’ebibi zirimalibwawo.”
