Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Respondens autem Baldad Suhites, dixit:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
Usquequo loqueris talia, et spiritus multiplex sermones oris tui?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Numquid Deus supplantat iudicium? aut Omnipotens subvertit quod iustum est?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Etiam si filii tui peccaverunt ei, et dimisit eos in manu iniquitatis suae:
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum, et Omnipotentem fueris deprecatus:
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
Si mundus et rectus incesseris, statim evigilabit ad te, et pacatum reddet habitaculum iustitiae tuae:
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
In tantum, ut si priora tua fuerint parva, et novissima tua multiplicentur nimis.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Interroga enim generationem pristinam, et diligenter investiga patrum memoriam:
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
(Hesterni quippe sumus, et ignoramus quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram.)
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Et ipsi docebunt te: loquentur tibi, et de corde suo proferent eloquia.
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Numquid vivere potest scirpus absque humore? aut crescere carectum sine aqua?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Cum adhuc sit in flore, nec carpatur manu, ante omnes herbas arescit:
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Sic viae omnium, qui obliviscuntur Deum, et spes hypocritae peribit:
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Non ei placebit vecordia sua, et sicut tela aranearum fiducia eius.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Innitetur super domum suam, et non stabit: fulciet eam, et non consurget:
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Humectus videtur antequam veniat Sol, et in ortu suo germen eius egredietur.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
Super acervum petrarum radices eius densabuntur, et inter lapides commorabitur.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Si absorbuerit eum de loco suo, negabit eum, et dicet: Non novi te.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Haec est enim laetitia viae eius, ut rursum de terra alii germinentur.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Deus non proiiciet simplicem, nec porriget manum malignis:
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Donec impleatur risu os tuum, et labia tua iubilo.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Qui oderunt te, induentur confusione: et tabernaculum impiorum non subsistet.
