Job 8

1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:

Et Bildad, le Shukhite, répondit et dit:

2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?

Jusques à quand diras-tu ces choses, et les paroles de ta bouche seront-elles un vent impétueux?

3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?

Est-ce que Dieu pervertit le droit? Le Tout-puissant pervertira-t-il la justice?

4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.

Si tes fils ont péché contre lui, il les a aussi livrés en la main de leur transgression.

5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,

Si tu recherches Dieu et que tu supplies le Tout-puissant,

6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.

Si tu es pur et droit, certainement il se réveillera maintenant en ta faveur, et rendra prospère la demeure de ta justice;

7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.

Et ton commencement aura été petit, mais ta fin sera très grande.

8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;

Car interroge, je te prie, la génération précédente, et sois attentif aux recherches de leurs pères;

9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —

Car nous sommes d’hier et nous n’avons pas de connaissance, car nos jours sont une ombre sur la terre.

10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?

Ceux-là ne t’enseigneront-ils pas, ne te parleront-ils pas, et de leurs cœurs ne tireront-ils pas des paroles?

11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?

Le papyrus s’élève-t-il où il n’y a pas de marais? Le roseau croît-il sans eau?

12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.

Encore dans sa verdeur, sans qu’on l’ait arraché, avant toute herbe il sèche.

13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.

Tels sont les sentiers de tous ceux qui oublient Dieu; et l’attente de l’impie périra;

14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.

Son assurance sera retranchée, et sa confiance sera une toile d’araignée:

15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.

Il s’appuiera sur sa maison, et elle ne tiendra pas; il s’y cramponnera, et elle ne restera pas debout.

16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.

Il est verdoyant devant le soleil, et son rameau s’étend sur son jardin;

17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.

Ses racines s’entrelacent dans un tas de rocaille, il voit la demeure des pierres;

18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.

S’Il l’ôte de sa place, celle-ci le désavouera: Je ne t’ai pas vu!

19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.

Telles sont les délices de ses voies; et de la poussière, d’autres germeront.

20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.

Voici, Dieu ne méprisera pas l’homme parfait, et ne soutiendra pas les mains des méchants:

21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.

Tandis qu’il remplira ta bouche de rire et tes lèvres de chants de joie,

22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.

Ceux qui te haïssent seront revêtus de honte, et la tente des méchants ne sera plus.