Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Tete Suhitɔ, Bildad ɖo nya ŋu na Hiob be,
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
“Va se ɖe ɣe ka ɣie nànɔ nya siawo gblɔm? Wò nyawo nye yaƒoƒo sesẽ ɖeɖe ko.
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Ɖe Mawu atso afia ŋkunɔa? Ɖe Ŋusẽkatãtɔ la atrɔ nya dzɔdzɔe abua?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Esi viwòwo wɔ nu vɔ̃ ɖe eŋu la, etsɔ wo de asi na tohehe si woƒe nu vɔ̃ dze na.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Gake ne àkpɔ Mawu dzi ɖa, aƒo koko na Ŋusẽkatãtɔ la,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
ekema ne èle dzadzɛe, le dzɔdzɔe, fifia gɔ̃ hã la, atso le tawò eye wòagaɖo wò te, ada wò ɖe teƒe si wòle be nànɔ.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Wò gɔmedzedze anɔ sue gake emegbe àdzi asɔ gbɔ ɖe edzi.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
“Bia dzidzime siwo do ŋgɔ, eye nàkpɔe ɖa be nu ka wo fofowo srɔ̃ mahã,
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
elabena míawo la, etsɔviwo míenye, míenya naneke o eye míaƒe ŋkekewo le anyigba dzi le abe vɔvɔli ko ene.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Ɖe womafia nu wò, agblɔe na wò oa? Ɖe womagblɔ nya na wò tso woƒe gɔmesese me oa?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Ɖe keti miena, tsina ƒlaluu ɖe teƒe si sii mele oa? Ɖe aƒla awɔ nyuie ne mekpɔ tsi oa?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Esi wogale mumu ko eye womeɖo sisi me haɖe o la, woyrɔna kaba wu gbe si le gbedzi.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Aleae wòvaa emee na ame siwo katã ŋlɔ Mawu be eye nenemae Mawumavɔ̃lawo ƒe mɔkpɔkpɔ tsrɔ̃nae.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Nu si ŋu wòɖo dzi ɖo la meɖo ŋusẽ o eye nu si wòde mee la nye yiyiɖɔ.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Ede me eƒe ɖɔ eye wòlã, eku ɖe eŋu, gake etso ɖe eƒe asi me.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Ɖeko wòle abe ati si wode tsii nyuie le ŋdɔgbe ene ekekea eƒe alɔwo ɖe abɔa me,
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
eƒe kewo blana ɖe agakpe geɖewo ŋu eye wodia teƒe le kpewo dome.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Gake ne wohoe le enɔƒe la, teƒe la gbea nu le egbɔ eye wògblɔna be, ‘Nyemekpɔ wò kpɔ o.’
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Vavã eƒe agbe yrɔna eye atiku bubuwo miena ɖe eteƒe.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
“Enye nyateƒe be Mawu megbea ame si ŋu fɔɖiɖi mele o alo doa ŋusẽ nu vɔ̃ɖi wɔlawo ƒe asi o.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Ke hã la, agana nukoko nayɔ wò nu me fũu, eye wòatsɔ dzidzɔɣli ayɔ wò nuyiwo nu.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Ŋukpe alé wò futɔwo eye ame vɔ̃ɖiwo ƒe agbadɔwo maganɔ anyi o.”
