Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
And Bildad the Shuhite answereth and saith: —
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
Till when dost thou speak these things? And a strong wind — sayings of thy mouth?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Doth God pervert judgment? And doth the Mighty One pervert justice?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
If thy sons have sinned before Him, And He doth send them away, By the hand of their transgression,
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
If thou dost seek early unto God, And unto the Mighty makest supplication,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
If pure and upright thou [art], Surely now He waketh for thee, And hath completed The habitation of thy righteousness.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
And thy beginning hath been small, And thy latter end is very great.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
For, ask I pray thee of a former generation, And prepare to a search of their fathers,
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
(For of yesterday we [are], and we know not, For a shadow [are] our days on earth.)
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Do they not shew thee — speak to thee, And from their heart bring forth words?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
'Doth a rush wise without mire? A reed increase without water?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
While it [is] in its budding — uncropped, Even before any herb it withereth.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
So [are] the paths of all forgetting God, And the hope of the profane doth perish,
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Whose confidence is loathsome, And the house of a spider his trust.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
He leaneth on his house — and it standeth not: He taketh hold on it — and it abideth not.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Green he [is] before the sun, And over his garden his branch goeth out.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
By a heap his roots are wrapped, A house of stones he looketh for.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
If [one] doth destroy him from his place, Then it hath feigned concerning him, I have not seen thee!
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Lo, this [is] the joy of his way, And from the dust others spring up.'
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Lo, God doth not reject the perfect, Nor taketh hold on the hand of evil doers.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
While he filleth with laughter thy mouth, And thy lips with shouting,
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Those hating thee do put on shame, And the tent of the wicked is not!
