Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Sotheli Baldath Suytes answeride, and seide,
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
Hou longe schalt thou speke siche thingis? The spirit of the word of thi mouth is manyfold.
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Whether God supplauntith, `ethir disseyueth, doom, and whether Almyyti God distrieth that, that is iust?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Yhe, thouy thi sones synneden ayens hym, and he lefte hem in the hond of her wickidnesse;
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
netheles, if thou risist eerli to God, and bisechist `Almyyti God, if thou goist clene and riytful,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
anoon he schal wake fulli to thee, and schal make pesible the dwellyng place of thi ryytfulnesse;
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
in so miche that thi formere thingis weren litil, and that thi laste thingis be multiplied greetli.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
For whi, axe thou the formere generacioun, and seke thou diligentli the mynde of fadris.
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
For we ben men of yistirdai, and `kunnen not; for oure daies ben as schadewe on the erthe.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
And thei schulen teche thee, thei schulen speke to thee, and of her herte thei schulen bring forth spechis.
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Whether a rusche may lyue with out moysture? ethir a spier `may wexe with out watir?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Whanne it is yit in the flour, nethir is takun with hond, it wexeth drie bifor alle erbis.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
So the weies of alle men, that foryeten God; and the hope of an ypocrite schal perische.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
His cowardise schal not plese hym, and his trist schal be as a web of yreyns.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
He schal leene, `ether reste, on his hows, and it schal not stonde; he schal vndursette it, and it schal not rise togidere.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
The rusche semeth moist, bifor that the sunne come; and in the risyng of the sunne the seed therof schal go out.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
Rootis therof schulen be maad thicke on an heep of stoonys, and it schal dwelle among stoonys.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
If a man drawith it out of `his place, his place schal denye it, and schal seie, Y knowe thee not.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
For this is the gladnesse of his weie, that eft othere ruschis springe out of the erthe.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Forsothe God schal not caste a wei a symple man, nethir schal dresse hond to wickid men;
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
til thi mouth be fillid with leiytir, and thi lippis with hertli song.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Thei that haten thee schulen be clothid with schenschip; and the tabernacle of wickid men schal not stonde.
