Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
And Bildad the Shuhite answers and says:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
“Until when do you speak these things? And a strong wind—sayings of your mouth?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Does God pervert judgment? And does the Mighty One pervert justice?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
If your sons have sinned before Him, And He sends them away, By the hand of their transgression,
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
If you seek for God early, And make supplication to the Mighty,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
If you [are] pure and upright, Surely now He wakes for you, And has completed The habitation of your righteousness.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
And your beginning has been small, And your latter end is very great.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
For inquire, please, of a former generation, And prepare for a search of their fathers,
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
For we [are] of yesterday, and we do not know, For our days [are] a shadow on earth.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Do they not show you—speak to you, And from their heart bring forth words?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Does a rush rise without a marsh? A reed increase without water?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
While it [is] in its budding—uncropped, Even before any herb it withers.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
So [are] the paths of all forgetting God, And the hope of the profane perishes,
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Whose confidence is loathsome, And the house of a spider his trust.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
He leans on his house—and it does not stand, He takes hold on it—and it does not abide.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
He [is] green before the sun, And over his garden his branch goes out.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
His roots are wrapped by a heap, He looks for a house of stones.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
If [one] destroys him from his place, Then it has feigned concerning him, I have not seen you!
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Behold, this [is] the joy of His way, And from the dust others spring up.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Behold, God does not reject the perfect, Nor takes hold on the hand of evildoers.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
While He fills your mouth with laughter, And your lips with shouting,
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Those hating you put on shame, And the tent of the wicked is not!”
