Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
