Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Shuhi tami Bildad ni a pathung teh,
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
Nâsittouh maw he e hnonaw heh dei han, na pahni dawk hoi ka tâcawt e lawk hah athakaawme kahlî patetlah ao han.
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Cathut ni kalan hoeh lah lawk a ceng boimaw, nahoeh pawiteh, Athakasaipounge ni, lannae a kamlang takhai boimaw.
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Na capanaw ni ama taranlahoi yon awh pawiteh, kâtapoenae kecu dawk a tâkhawng han.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Cathut hah atangcalah hoi, na tawng teh, Athakasaipounge koevah, kâheinae na sak pawiteh,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
Tamikathoung tamikalan lah na awm pawiteh, nang hanelah atu roeroe thaw vaiteh, lanae hmuen koe hawinae na coe sak han.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Na kamtawngnae a thoung nakunghai, na poutnae a len katang han.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Bangkongtetpawiteh, pahrennae hoi a yan e hnonaw hah pakhingpalang haw, na mintoenaw ni a hmu e hnonaw hah pouk haw.
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
Bangkongtetpawiteh, paduem e tami la o awh teh, banghai panuek awh hoeh. Bangdawk tetpawiteh, talai van e hnin tha naw teh, tâhlip patetlah doeh ao.
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Ahnimae lungthin thung hoi ka tâcawt e lawknaw ni, na dei pouh awh teh, na cangkhai hoeh namaw.
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Tuinawk laipalah lungpum a roung thai han namaw. Tui laipalah capi teh a roung thai han namaw.
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
A hring nah tâtueng hoeh nakunghai, alouke akungnaw hlak palang a kamyai.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Cathut kapahnimnaw e a lamthung teh, hot patetlah ao. Tami kahawihoehnaw e ngaihawinae teh a kahma han.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
A kâuepkhai awh e teh, tâkhawng pouh lah ao han, a kâuepkhainae teh, Bombarui patetlah doeh ao.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
A im dawk a kamngawi ei kangdout thai hoeh. Kacakcalah a kuet ei pou cak thai ma hoeh.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
Khobetnae koe dikkahringcala a roung teh, a kangnaw ni takha koung tahloi awh.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
A tangpha ni talung khakdeng teh, talung um vah a tangpha a payang nahane a tawng.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Amae hmuen koehoi phawk lah ao torei teh, pou kacak mahoeh, telah a kâpahnawt han.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Khenhaw! het hateh, lunghawinae lamthung lah a o, talai dawk hoi aloukenaw hah a pâw han.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Khenhaw! Cathut ni toun han kaawm hoeh e na tâkhawng hoeh vaiteh, thoe ka sak e teh kangdout sak mahoeh.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
Na kâko teh panuinae hoi akawi sak vaiteh, na pahni hai lunghawinae lawk hoi akawi sak han.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Nang kahmuhmanaw hah yeiraipo sak vaiteh, tamikathoutnaw e rim teh awm mahoeh toe telah a ti.
