Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
To naah Shuh acaeng Bildah mah,
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
hae baktih hmuen kawngnawk hae vai nazetto maw na thuih han vop? Na pakha hoi tacawt loknawk loe nasetto maw takhi baktiah thacak vop tih?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Sithaw loe katoeng ai ah lokcaek maw? Katoeng ah lokcaekhaih to Thacak Sithaw mah phrae ving tih maw?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Na caanawk mah a nuiah hmuen sakpazae o pongah, a sakpazae o haih baktih toengah, anih mah nihcae to thuitaek;
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
toe Sithaw khaeah nang qoi moe, Thacak Sithaw khaeah tahmenhaih na hnik nahaeloe,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
na ciim moe, na toeng nahaeloe, vaihi nang hanah angthawk ueloe, katoengah kho na sakhaih ahmuen to qoengsak tih.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Nam tong tangsuek naah thoengkae cadoeh, hnukkhuem ah loe lensawkhaih hoiah na qoeng tahang tih.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Kalaem tangcae atue to dueng ah, nam panawk mah tongh o ih hmuennawk to dueng ah loe poek ah;
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
(aicae loe zangduem ah ni tapen o vop, to pongah tidoeh a panoek o ai, long nuiah aicae khosakhaih aninawk loe tahlip ah ni oh.)
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Nihcae mah loe palung tang hoi patuk ueloe, na thuitaek o mak ai maw?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Cakrungkung baktih akung loe tangnong om ai ahmuen ah amprawk thai maw? Tui taeng ih phroh loe tui om ai ah ampraek thai maw?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
To akung loe amprawk tahang naah, aqam hing suep pongah mi mah doeh aat ai; toe kalah qam pongah azaem zoi kue.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Sithaw pahnet kaminawk caehhaih loklam doeh to tiah oh; Sithaw tidoeh sah ai kami oephaih loe amro tih.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Nihcae oephaih loklam loe amro tih, nihcae amhahaih loe bongpaha tazae baktiah ni om tih.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Anih loe angmah im ah amha, toe angdoe thai ai; a ban hoi patawnh, toe cak ai.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
To baktih kami loe ni bet naah hing suep moe, tanghang mah takha to khuk boih.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
A tangzun mah thlung to zaeng boih moe, thlung salakah tangzun sakhaih ahmuen to pakrong.
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Toe kami mah a ohhaih ahmuen hoiah aphongh ving naah loe, a ohhaih ahmuen mah anih khaeah, Nang hae kang hnuh vai ai, tiah naa ueloe, angphat taak tih.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Khenah, anih anghoehaih loklam loe to tiah oh; anih amprawkhaih ahmuen ah, kalah thingnawk to amprawk o lat tih.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Khenah, coek koi om ai kami to Sithaw mah haek ai; kasae hmuen sah kami doeh abomh ai:
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
anih mah na pakha to pahnuisak ueloe, na pahni to anghoehaih hoiah koisak tih.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Nang hnuma kaminawk to azatsak tih, kasae kami ohhaih im to anghma tih boeh, tiah a naa.
