< Job 7 >
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol )
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
