Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Måste icke menniskan alltid vara i strid på jordene; och hennes dagar äro såsom en dagakarls?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Såsom en dräng åstundar skuggan, och en dagakarl, att hans arbete må vara ute;

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

Så hafver jag väl arbetat hela månaden fåfängt, och bedröfvada nätter äro mig många vordna.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

När jag lägger mig, säger jag: När månn jag skola uppstå? Och sedan räknar jag, när afton skall varda; ty jag var hvarjom manne en styggelse intill mörkret.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Mitt kött är fullt med matk och mull allt omkring; min hud är sammanskrynkt och till intet vorden.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mine dagar äro snarare bortflogne än en väfspole; och äro förledne utan all förtöfvan.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Tänk uppå, att mitt lif är ett väder, och min ögon komma icke igen till att se det goda;

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Och intet lefvandes öga varder mig mera seendes; din ögon se på mig, deröfver förgås jag.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Molnet varder allt, och går bort; så ock den som far neder i helvetet, han kommer icke upp igen; (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Och besitter icke sitt hus igen, och hans rum blifver öde.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Derföre vill jag ock icke förmena minom mun; jag vill tala i mins hjertas ångest, och vill utsäga min själs bedröfvelse.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Är jag ett haf, eller en hvalfisk, att du så förvarar mig?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Ty jag tänkte: Min säng skall trösta mig; mitt lägre skall lisa mig.

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

När jag talar med mig sjelf, så förskräcker du mig med drömmar, och gör mig förfärelse;

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

Att min själ önskar sig vara hängd, och min ben döden.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Jag begärar intet mer lefva; håll upp af mig; ty mine dagar äro fåfängelige.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Hvad är en menniska, att du aktar henne högt, och bekymrar dig med henne?

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

Du hemsöker henne dagliga, och försöker henne alltid.

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Hvi går du icke ifrå mig, och släpper mig, så länge jag uppsvälger min spott?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Hafver jag syndat, hvad skall jag göra dig, o du menniskors gömmare? Hvi gjorde du mig, att jag uppå dig stöta skulle, och är mig sjelfvom till tunga?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Och hvi förlåter du mig icke mina missgerning, och tager icke bort mina synd? Ty nu skall jag lägga mig i mull; och när man om morgonen söker mig, är jag då intet till.