Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Ciertamente tiempo determinado tiene el hombre sobre la tierra; y sus días son como los días del jornalero.

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Como el siervo desea la sombra, y como el jornalero espera su trabajo:

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

Así poseo yo los meses de vanidad, y las noches del trabajo me dieron por cuenta.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Cuando estoy acostado, digo: ¿Cuándo me levantaré? Y mide mi corazón la noche, y estoy harto de devaneos hasta el alba.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Mi carne está vestida de gusanos, y de terrones de polvo: mi piel rompida y abominable.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mis días fueron más ligeros, que la lanzadera del tejedor; y fenecieron sin esperanza.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Acuérdate que mi vida es un viento; y que mis ojos no volverán para ver el bien.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Los ojos de los que [ahora] me ven, nunca más me verán: tus ojos serán sobre mí, y dejaré de ser.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

La nube se acaba, y se va: así es el que desciende al sepulcro, que nunca más subirá. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

No tornará más a su casa, ni su lugar le conocerá más.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Por tanto yo no detendré mi boca, mas hablaré con la angustia de mi espíritu, y quejarme he con la amargura de mi alma.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

¿Soy yo la mar, o alguna ballena que me pongas guardia?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Cuando digo: Mi cama me consolará, mi cama me quitará mis quejas:

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

Entonces me quebrantarás con sueños, y me turbarás con visiones.

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

Y mi alma tuvo por mejor el ahogamiento; y la muerte más que a mis huesos.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Abominé la vida, no quiero vivir para siempre: déjame, pues que mis días son vanidad.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

¿Qué es el hombre para que le engrandezcas, y que pongas sobre él tu corazón;

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

Y que le visites todas las mañanas, y todos los momentos le pruebes?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

¿Hasta cuándo no me dejarás, ni me soltarás hasta que trague mi saliva?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Pequé: ¿qué te haré, oh guardador de los hombres? ¿Por qué me has puesto contrario a ti, y qué a mí mismo sea pesadumbre?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

¿Y por qué no quitas mi rebelión, y perdonas mi iniquidad? porque ahora dormiré en el polvo; y buscarme has de mañana, y no seré hallado.