Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

¿No es el destino del hombre en la tierra una lucha? ¿No son sus días como los de un jornalero,

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Como el esclavo que anhela la sombra o como un jornalero que espera su pago?

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

Así yo heredé meses sin provecho y me fueron asignadas noches de aflicción.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Cuando estoy acostado digo: ¿Cuándo me levantaré? Y la noche se alarga, y me lleno de inquietudes hasta el alba.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Mi carne está cubierta de gusanos y de costras de polvo. Mi piel se agrieta y supura.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mis días se me van más veloces que la lanzadera y se me acaban sin esperanza.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Acuérdate que mi vida es un soplo. Mis ojos no volverán a ver el bien.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

El ojo del que me ve ya no me verán. Tus ojos se fijarán en mí, pero no existiré.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Como la nube se deshace y se va, así el que baja al Seol no subirá. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

No regresa a su vivienda y ya no lo reconoce su lugar.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Por tanto, no refrenaré mi boca. Hablaré en la angustia de mi espíritu. Me quejaré en la amargura de mi alma.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

¿Soy yo el mar o el monstruo marino para que asignes guardia sobre mí?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Si digo: Me consolará mi lecho, mi cama aliviará mi queja,

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

entonces me aterras con sueños y me turbas con visiones.

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

De manera que mi alma prefiere la asfixia, la muerte más bien que mis huesos.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Repugno la vida. No voy a vivir para siempre. Déjame, mis días son vanidad.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

¿Qué es el hombre para que lo engrandezcas, para que te preocupes por él,

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

para que lo examines cada mañana y lo pruebes en todo momento?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

¿Hasta cuándo no apartarás tu mirada de mí, ni me soltarás para que trague saliva?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Si pequé, ¿cuál [daño] te hago a Ti, oh Guardián de los hombres? ¿Por qué me pones como blanco tuyo hasta convertirme en una carga para mí mismo?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

¿Por qué no quitas mi rebelión y perdonas mi iniquidad? Porque ahora me acostaré en el polvo. Tú me buscarás, pero no estaré.