Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

“¿No es la vida de los seres humanos como una condena a trabajos forzados? ¿No pasan sus días como los de un jornalero?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Como un esclavo que anhela un poco de sombra, como un obrero que espera ansiosamente el día de la paga,

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

me han tocado meses de vacío y noches de miseria.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Cuando me acuesto me pregunto: ‘¿Cuándo me levantaré?’ Pero la noche sigue y sigue, y doy vueltas en la cama hasta el amanecer.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Mi cuerpo está cubierto de gusanos y sucio; mi piel está agrietada, con llagas que supuran.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mis días pasan más rápido que la lanzadera de un tejedor y llegan a su fin sin esperanza.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Recuerda que mi vida es sólo un soplo; no volveré a ver la felicidad.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Los que me miran ya no me verán; sus ojos me buscarán, pero yo me habré ido.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Cuando una nube desaparece, se va, al igual que quien baja al Seol no vuelve a subir. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Nunca volverán a casa, y la gente que conocían los olvidará.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

“Entonces no, no me callaré; hablaré en la agonía de mi espíritu; me quejaré en la amargura de mi alma.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

¿Acaso soy el mar, o soy un monstruo marino para que ustedes tengan que cuidarme?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Si me digo a mí mismo: ‘Me sentiré mejor si me acuesto en mi cama’, o ‘me servirá recostarme en mi sofá’,

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

entonces me asustas tanto con sueños y con visiones

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

que prefiero ser estrangulado; prefiero morir antes que convertirme en un simple saco de huesos.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

“¡Odio mi vida! Sé que no viviré mucho tiempo. Déjame en paz porque mi vida es sólo un soplo.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

¿Por qué los seres humanos son tan importantes para ti? ¿Por qué te preocupas tanto por ellos

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

que los vigilas cada mañana y los examinas a cada momento? ¿No dejarás nunca de mirarme?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

¿No me dejarás nunca en paz el tiempo suficiente para recuperar el aliento?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

¿Qué he hecho mal? ¿Qué te he hecho, Vigilante de la Humanidad? ¿Por qué me has convertido en tu objetivo, de tal modo que soy una carga hasta para mí mismo?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Si es así, ¿por qué no perdonas mis pecados y quitas mi culpa? Ahora mismo voy a tumbarme en el polvo, y aunque me busques, me habré ido”.