Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Milicia es la vida del hombre sobre la tierra; como los del jornalero son sus días.

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Como el siervo suspira por la sombra, y como el jornalero espera su salario;

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

así heredé meses de calamidad, y noches de dolor me tocaron en suerte.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Si me acuesto, digo: “¿Cuándo me levantaré?” Mas la noche es larga, y me canso, dándome vuelta hasta el alba.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Mi carne está cubierta de gusanos y de una costra de barro; mi piel se rompe y se deshace.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mis días pasan más ligeros que la lanzadera, y desaparecen sin esperanza.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Acuérdate de que mi vida es un soplo; mis ojos ya no verán la felicidad.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

No me verá más el ojo del que ahora me ve; apenas tus ojos me ven, y ya no subsisto.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

La nube se disipa y pasa; así no sube más el que desciende al sepulcro. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

No volverá más a su casa, ni le reconocerá su lugar.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Por eso, no refrenaré mi lengua, hablaré en la angustia de mi espíritu, me quejaré en la amargura de mi alma.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

¿Soy yo el mar, o algún monstruo marino, para que me tengas encerrado con guardias?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Cuando digo: Mi lecho me consolará, mi cama aliviará mi pesar,

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

entonces me aterras con sueños, y me espantas con visiones.

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

Por eso prefiero ser ahogado, deseo la muerte para estos mis huesos.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Tengo asco; no quiero vivir más; déjame, ya que mi vida es un soplo.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

¿Qué es el hombre, para que tanto le estimes, y fijes en él tu atención,

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

para que le visites cada mañana, y a cada momento le pruebes?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

¿Cuándo cesarás de mirarme, y me das tiempo para tragar mi saliva?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Si he pecado, ¿qué te he hecho con eso, oh Guardador de los hombres? ¿Por qué me pones por blanco a mí, que soy una carga para mí mismo?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

¿Por qué no perdonas mi pecado ni borras mi iniquidad? Pues pronto me dormiré en el polvo; y si me buscas, ya no existiré.”