Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Mar ni določen čas za človeka na zemlji? Mar niso njegovi dnevi prav tako podobni najemnikovim dnevom?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Kakor si služabnik iskreno želi sence in kakor najemnik gleda za nagrado svojega dela,

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

tako sem prisiljen, da posedujem mesece ničnosti in naporne noči so mi določene.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Ko se uležem, rečem: ›Kdaj bom vstal in bo noč minila? Poln sem premetavanja sem ter tja do jutranjega svitanja.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Moje meso je pokrito z ličinkami in grudami prahu; moja koža je razpokana in postala je gnusna.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Moji dnevi so bolj nagli kakor tkalski čolniček in preživeti so brez upanja.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Oh, spomnite se, da je moje življenje veter. Moje oko ne bo več videlo dobrega.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Oko tistega, ki me je videlo, me ne bo več videlo. Tvoje oči so na meni, mene pa ni.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Kakor je oblak použit in izginil proč, tako kdor gre dol h grobu, ne bo več prišel gor. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Ne bo se več vrnil k svojemu domu niti ga njegov kraj ne bo več poznal.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Zato ne bom zadrževal svojih ust; govoril bom v tesnobi svojega duha, pritoževal se bom v grenkobi svoje duše.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Mar sem morje ali kit, da ti postavljaš stražo nad menoj?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Ko rečem: ›Moja postelja me bo tolažila, moje ležišče bo lajšalo mojo pritožbo, ‹

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

takrat me ti strašiš s sanjami in me prek videnj spravljaš v grozo,

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

tako da moja duša raje izbira dušenje in smrt, kakor pa moje življenje.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

To se mi gabi. Ne bi hotel živeti večno. Pustite me samega, kajti moji dnevi so ničevost.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Kaj je človek, da bi ga ti poveličeval? In da bi svoje srce naravnal nanj?

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

Da bi ga ti obiskoval vsako jutro in ga preizkušal vsak trenutek?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Kako dolgo ne boš odšel od mene niti me ne boš pustil samega, dokler ne pogoltnem svoje sline?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Grešil sem. Kaj ti bom storil, oh ti, varuh ljudi? Zakaj si me postavil kakor znamenje zoper tebe, tako da sem breme samemu sebi?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Zakaj ne odpustiš mojega prestopka in ne odvzameš moje krivičnosti? Kajti sedaj bom spal v prahu in iskal me boš zjutraj, toda mene ne bo.«