Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Није ли човек на војсци на земљи? А дани његови нису ли као дани надничарски?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Као што слуга уздише за сеном и као што надничар чека да сврши,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
Тако су мени дати у наследство месеци залудни и ноћи мучне одређене ми.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
Кад легнем, говорим: Кад ћу устати? И кад ће проћи ноћ? И ситим се преврћући се до сванућа.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
Тело је моје обучено у црве и у груде земљане, кожа моја пуца и рашчиња се.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
Дани моји бржи бише од чунка, и прођоше без надања.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Опомени се да је мој живот ветар, да око моје неће више видети добра,
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Нити ће ме видети око које ме је виђало; и твоје очи кад погледају на ме, мене неће бити.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
Као што се облак разилази и нестаје га, тако ко сиђе у гроб, неће изаћи, (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
Неће се више вратити кући својој, нити ће га више познати место његово.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Зато ја нећу бранити устима својим, говорићу у тузи духа свог, нарицати у јаду душе своје.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Еда ли сам море или кит, те си наместио стражу око мене?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
Кад кажем: Потешиће ме одар мој, постеља ће ми моја олакшати тужњаву,
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
Тада ме страшиш снима и препадаш ме утварама,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
Те душа моја воли бити удављена, воли смрт него кости моје.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
Додијало ми је; нећу до века живети; прођи ме се; јер су дани моји таштина.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
Шта је човек да га много цениш и да мариш за њ?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
Да га походиш свако јутро, и сваки час кушаш га?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Кад ћеш се одвратити од мене и пустити ме да прогутам пљуванку своју?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Згрешио сам; шта ћу Ти чинити, о чувару људски? Зашто си ме метнуо себи за белегу, те сам себи на тегобу?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Зашто ми не опростиш грех мој и не уклониш моје безакоње? Јер ћу сад лећи у прах, и кад ме потражиш, мене неће бити.
