Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Nije li èovjek na vojsci na zemlji? a dani njegovi nijesu li kao dani nadnièarski?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Kao što sluga uzdiše za sjenom i kao što nadnièar èeka da svrši,

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

Tako su meni dati u našljedstvo mjeseci zaludni i noæi muène odreðene mi.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Kad legnem, govorim: kad æu ustati? i kad æe proæi noæ? i sitim se prevræuæi se do svanuæa.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Tijelo je moje obuèeno u crve i u grude zemljane, koža moja puca i rašèinja se.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Dani moji brži biše od èunka, i proðoše bez nadanja.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Opomeni se da je moj život vjetar, da oko moje neæe više vidjeti dobra,

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Niti æe me vidjeti oko koje me je viðalo; i tvoje oèi kad pogledaju na me, mene neæe biti.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Kao što se oblak razilazi i nestaje ga, tako ko siðe u grob, neæe izaæi, (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Neæe se više vratiti kuæi svojoj, niti æe ga više poznati mjesto njegovo.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Zato ja neæu braniti ustima svojim, govoriæu u tuzi duha svojega, naricati u jadu duše svoje.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Eda li sam more ili kit, te si namjestio stražu oko mene?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Kad reèem: potješiæe me odar moj, postelja æe mi moja oblakšati tužnjavu,

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

Tada me strašiš snima i prepadaš me utvarama,

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

Te duša moja voli biti udavljena, voli smrt nego kosti moje.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Dodijalo mi je; neæu dovijeka živjeti; proði me se; jer su dani moji taština.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Šta je èovjek da ga mnogo cijeniš i da mariš za nj?

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

Da ga pohodiš svako jutro, i svaki èas kušaš ga?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Kad æeš se odvratiti od mene i pustiti me da progutam pljuvanku svoju?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Zgriješio sam; šta æu ti èiniti, o èuvaru ljudski? zašto si me metnuo sebi za biljegu, te sam sebi na tegobu?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Zašto mi ne oprostiš grijeh moj i ne ukloniš moje bezakonje? jer æu sad leæi u prah, i kad me potražiš, mene neæe biti.