Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Ja, mannen hev ein strid på jordi; hans dagar gjeng som leigedagar.

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Som trælen lengtar etter skugge, og leigekar på løni ventar,

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

so fekk eg månader av vonbrot og næter fulle utav møda.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Eg segjer når eg gjeng til kvile: «Når skal eg atter standa upp?» Og kvelden vert so lang, so lang: Eg ligg uroleg alt til dagsprett.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Og makk og sår min likam dekkjer, og hudi skorpnar og bryt upp att.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mi tid fer snøggar’ enn ein skutel, og ho kverv utan nokor von.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Hugs på: mitt liv er som ein pust; mitt auga ser’kje lukka meir.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Snart er eg løynd for alle augo; du fåfengt stirer etter meg.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Som skyi framum fer og kverv, so ingen att frå helheim vender, (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

snur ei attende til sitt hus; hans heimstad kjenner han’kje meir.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Difor vil’kje munnen stagga, men tala i min djupe hugverk og klaga i mi sjælenaud.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Er eg eit hav, er eg ein drake, med di du vaktar so på meg?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Eg tenkjer: «Lægjet skal meg lindra, og sengi letta suti mi» -

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

då skræmer du meg upp med draumar, og støkkjer meg med ville syner,

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

so at eg heller ville kjøvast, ja døy, enn vera slik ei beingrind.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

D’er nok! Eg liver ikkje æveleg; Haldt upp! Mitt liv er som ein pust.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Kva er ein mann, at du han vyrder og retter tanken din på honom,

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

heimsøkjer honom kvar ein morgon, ransakar honom kvar ei stund?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Når tek du frå meg auga ditt? Meg slepper med eg svelgjar råken?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Hev eg gjort synd, kva gjer eg deg, du som på mannen vaktar stødt? Kvi hev du meg til skiva valt? So eg hev vorte meg ei byrd?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Kvi gjev du ikkje syndi til? Kvi ansar du på mine brot? No sig eg snart i moldi ned; og leitar du, so er eg burte.»