Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
[Militia est vita hominis super terram, et sicut dies mercenarii dies ejus.
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Sicut servus desiderat umbram, et sicut mercenarius præstolatur finem operis sui,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
sic et ego habui menses vacuos, et noctes laboriosas enumeravi mihi.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
Si dormiero, dicam: Quando consurgam? et rursum expectabo vesperam, et replebor doloribus usque ad tenebras.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
Induta est caro mea putredine, et sordibus pulveris cutis mea aruit et contracta est.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
Dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur, et consumpti sunt absque ulla spe.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Memento quia ventus est vita mea, et non revertetur oculus meus ut videat bona.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Nec aspiciet me visus hominis; oculi tui in me, et non subsistam.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
Sicut consumitur nubes, et pertransit, sic qui descenderit ad inferos, non ascendet. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
Nec revertetur ultra in domum suam, neque cognoscet eum amplius locus ejus.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Quapropter et ego non parcam ori meo: loquar in tribulatione spiritus mei; confabulabor cum amaritudine animæ meæ.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Numquid mare ego sum, aut cetus, quia circumdedisti me carcere?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
Si dixero: Consolabitur me lectulus meus, et relevabor loquens mecum in strato meo:
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
terrebis me per somnia, et per visiones horrore concuties.
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
Quam ob rem elegit suspendium anima mea, et mortem ossa mea.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
Desperavi: nequaquam ultra jam vivam: parce mihi, nihil enim sunt dies mei.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
Quid est homo, quia magnificas eum? aut quid apponis erga eum cor tuum?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
Visitas eum diluculo, et subito probas illum.
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Usquequo non parcis mihi, nec dimittis me ut glutiam salivam meam?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Peccavi; quid faciam tibi, o custos hominum? quare posuisti me contrarium tibi, et factus sum mihimetipsi gravis?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Cur non tollis peccatum meum, et quare non aufers iniquitatem meam? ecce nunc in pulvere dormiam, et si mane me quæsieris, non subsistam.]
