Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Adda kadi ti saan a narigat a trabaho para iti tunggal tao iti daga? Saan kadi a dagiti al-aldawna ket kas ti al-aldaw ti natangdanan a tao?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Kas ti tagabu a sigagagar nga agtarigagay iti anniniwan ti rabii, kas iti natangdanan a tao a mangur-uray iti tangdanna-

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

isu a naaramidak a mangibtur kadagiti bulbulan ti kinakakaasi; naikkanak kadagiti rabii a napnoan iti riribuk.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

No agiddaak, kunak iti bagik, 'Kaanoak a bumangon ken kaano nga agleppas ti rabii?’ Alimbasagennak agingga iti pumarbangon.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Nakawesan ti lasagko kadagiti igges ken napuskol a kabkab; timmangken dagiti sugat iti kudilko, ken kalpasanna bumtak, ket agnana.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Naparpartak dagiti al-aldawko ngem ti barkilia iti uma-abel; aglabas dagitoy nga awanan iti namnama.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Panunotem O Dios a ti biagko ket anges laeng; awanen ti nasayaat a makita ti matak.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Ti mata ti Dios, a kumitkita kaniak, saannakton a makita; kitaennakto dagiti mata ti Dios, ngem awanakto.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Kas iti ulep a marunaw ken agpukaw, kasta met a ti bumaba iti sheol ket saanton a maka-subli pay. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Saanton a makasubli isuna iti balayna; uray ti lugarna ket saandanton nga am-ammo isuna.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Ngarud, saanko a lapdan ti ngiwatko; agsaoak iti ladingit ti espirituk; agreklamoak iti kinasaem ti kararuak.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Siak kadi ti baybay wenno ti pagbutbutngan iti baybay a nangisaadka iti mangbantay kaniak?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Inton kunak, 'Liwliwaennak ti pagiddaak, ken pabang-aran ti papagko ti un-unoyko,'

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

ket butbutngennak babaen iti tagtagainep ken butbutngennak babaen kadagiti sirmata,

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

tapno piliek iti mabekkel ken matay ngem ti mangaywan kadagiti tultulangko.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Kagurak ti biagko; saanko a tarigagayan ti kanayon nga agbiag; bay-annak nga agmaymaysa ta awan serserbi dagiti al-aldawko.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Ania aya ti tao a nasken nga ipangagmo isuna, a panpanunutem isuna,

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

a sipsiputam isuna iti tunggal agsapa, ken susuotem iti tunggal kanito?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Kasano pay kabayag sakbay nga iyadayom ti panagkitam kaniak, sakbay a palubosannak nga agmaymaysa iti apag biit a mangtilmon iti bukodko a katay?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Uray no nagbasolak, ania koma ti maaramidanna kenka dayta, sika a mangbuybuya kadagiti tattao? Apay a siak ti punteriam, tapno agbalinak a dadagsen kenka?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Apay a saanmo a pakawanen ti naglabsingak ken ikkaten ti kinadakesko? Ta ita agiddaakon iti tapok; birukennakto iti kasta unay, ngem awanakton.”