Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

N'y a-t-il pas un temps de guerre limité à l'homme sur la terre? et ses jours ne sont-ils pas comme les jours d'un mercenaire?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Comme le serviteur soupire après l'ombre, et comme l'ouvrier attend son salaire;

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

Ainsi il m'a été donné pour mon partage des mois qui ne m'apportent rien; et il m'a été assigné des nuits de travail.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Si je suis couché, je dis, quand me lèverai-je? et quand est-ce que la nuit aura achevé sa mesure? et je suis plein d'inquiétudes jusqu'au point du jour.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Ma chair est couverte de vers et de monceaux de poussière; ma peau se crevasse, et se dissout.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mes jours ont passé plus légèrement que la navette d'un tisserand, et ils se consument sans espérance.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Souviens-toi, [ô Eternel!] que ma vie n'est qu'un vent, et que mon œil ne reviendra plus voir le bien.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

L'œil de ceux qui me regardent ne me verra plus; tes yeux seront sur moi, et je ne serai plus.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

[Comme] la nuée se dissipe et s'en va, ainsi celui qui descend au sépulcre ne remontera plus. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Il ne reviendra plus en sa maison, et son lieu ne le reconnaîtra plus.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

C'est pourquoi je ne retiendrai point ma bouche, je parlerai dans l'angoisse de mon esprit, je discourrai dans l'amertume de mon âme.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Suis-je une mer, ou une baleine, que tu mettes des gardes autour de moi?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Quand je dis: Mon lit me soulagera; le repos diminuera quelque chose de ma plainte;

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

Alors tu m'étonnes par des songes, et tu me troubles par des visions.

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

C'est pourquoi je choisirais d'être étranglé, et de mourir, plutôt que [de conserver] mes os.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Je suis ennuyé [de la vie, aussi] ne vivrai-je pas toujours. Retire-toi de moi, car mes jours ne sont que vanité.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Qu'est-ce que de l'homme [mortel] que tu le regardes comme quelque chose de grand? et que tu l'affectionnes?

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

Et que tu le visites chaque matin; que tu l'éprouves à tout moment?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Jusqu'à quand ne te retireras-tu point de moi? Ne me permettras-tu point d'avaler ma salive?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

J'ai péché; que te ferai-je, Conservateur des hommes? pourquoi m'as-tu mis pour t'être en butte; et pourquoi suis-je à charge à moi-même?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Et pourquoi n'ôtes-tu point mon péché, et ne fais-tu point passer mon iniquité? car bientôt je dormirai dans la poussière; et si tu me cherches [le matin], je ne [serai] plus.