Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Ah! Certes, l’homme sur terre a une corvée de soldat, ses jours sont comme les jours d’un mercenaire.

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Il est tel qu’un esclave qui aspire à un peu d’ombre, un mercenaire qui attend son salaire.

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

C’Est ainsi que j’ai eu en partage des mois de misère et qu’on m’a compté des nuits de souffrance.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Lorsque je suis couché et que je dis: "Quand me lèverai-je?" la soirée s’allonge, et je suis rassasié d’insomnies jusqu’à l’aube matinale.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

Mon corps est revêtu de vermine et de croûtes terreuses, ma peau est crevassée et se dissout.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Mes jours s’enfuient, plus rapides que la navette, et s’évanouissent sans espoir.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Souviens-toi ô Dieu, que ma vie est un souffle: mon œil ne verra plus le bonheur.

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Le regard qui m’a aperçu ne se posera plus sur moi tu me fixes de ton regard, et c’en est fait de moi.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

La nuée se dissipe et disparaît; ainsi celui qui descend au Cheol n’en remonte plus. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Il ne retourne plus dans sa maison, et sa demeure ne le reconnaît plus.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Aussi ne mettrai-je pas de frein à ma bouche: je veux parler dans la détresse de mon esprit, me plaindre dans l’amertume de mon âme.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Suis-je donc la mer ou bien un monstre marin, que tu poses une barrière autour de moi?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Quand je m’imagine que mon lit me consolera, que ma couche enlèvera quelque peu de ma douleur,

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

tu m’effraies par des songes, tu m’épouvantes par des visions,

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

de sorte que mon âme souhaite une fin violente, préférant le trépas, à ce corps misérable.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Je suis plein de dégoût: je ne vivrai pas éternellement, donne-moi quelque relâche, car mes jours ne sont qu’un souffle.

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Qu’est-ce que le mortel que tu le prises tant et portes ton attention sur lui?

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

Pourquoi lui demander des comptes chaque matin et l’éprouver à tout instant?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Jusqu’à quand refuseras-tu de te détourner de moi et de me laisser respirer assez de temps pour avaler ma salive?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Si j’ai failli, qu’ai-je fait contre-toi, ô sévère gardien des hommes? Pourquoi me prendre comme ta cible et faire que je sois à charge à moi-même?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Que ne pardonnes-tu ma faute, que n’effaces-tu mon péché? Bien vite je serais couché dans la poussière: tu me chercherais, et je n’y serais plus.