Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Is there not a warfare to man on earth? And as the days of an hireling his days?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
As a servant desireth the shadow, And as a hireling expecteth his wage,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
So I have been caused to inherit months of vanity, And nights of misery they numbered to me.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
If I lay down then I said, 'When do I rise!' And evening hath been measured, And I have been full of tossings till dawn.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
Clothed hath been my flesh [with] worms, And a clod of dust, My skin hath been shrivelled and is loathsome,
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days swifter than a weaving machine, And they are consumed without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember Thou that my life [is] a breath, Mine eye turneth not back to see good.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye of my beholder beholdeth me not. Thine eyes [are] upon me — and I am not.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
Consumed hath been a cloud, and it goeth, So he who is going down to Sheol cometh not up. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He turneth not again to his house, Nor doth his place discern him again.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Also I — I withhold not my mouth — I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
A sea -[monster] am I, or a dragon, That thou settest over me a guard?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
When I said, 'My bed doth comfort me,' He taketh away in my talking my couch.
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
And thou hast affrighted me with dreams, And from visions thou terrifiest me,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
And my soul chooseth strangling, Death rather than my bones.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I have wasted away — not to the age do I live. Cease from me, for my days [are] vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What [is] man that Thou dost magnify him? And that Thou settest unto him Thy heart?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
And inspectest him in the mornings, In the evenings dost try him?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long dost Thou not look from me? Thou dost not desist till I swallow my spittle.
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
I have sinned, what do I to Thee, O watcher of man? Why hast Thou set me for a mark to Thee, And I am for a burden to myself — and what?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Thou dost not take away my transgression, And cause to pass away mine iniquity, Because now, for dust I lie down: And Thou hast sought me — and I am not!
