Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
“Isn’t a man forced to labor on earth? Aren’t his days like the days of a hired hand?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
As a servant who earnestly desires the shadow, as a hireling who looks for his wages,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
so I am made to possess months of misery, wearisome nights are appointed to me.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
When I lie down, I say, ‘When will I arise, and the night be gone?’ I toss and turn until the dawning of the day.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust. My skin closes up, and breaks out afresh.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days are swifter than a weaver’s shuttle, and are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Oh remember that my life is a breath. My eye will no more see good.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye of him who sees me will see me no more. Your eyes will be on me, but I will not be.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
As the cloud is consumed and vanishes away, so he who goes down to Sheol will come up no more. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He will return no more to his house, neither will his place know him any more.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
“Therefore I will not keep silent. I will speak in the anguish of my spirit. I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I a sea, or a sea monster, that you put a guard over me?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
When I say, ‘My bed will comfort me. My couch will ease my complaint,’
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
then you scare me with dreams and terrify me through visions,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
so that my soul chooses strangling, death rather than my bones.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I loathe my life. I don’t want to live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is man, that you should magnify him, that you should set your mind on him,
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
that you should visit him every morning, and test him every moment?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long will you not look away from me, nor leave me alone until I swallow down my spittle?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
If I have sinned, what do I do to you, you watcher of men? Why have you set me as a mark for you, so that I am a burden to myself?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Why do you not pardon my disobedience, and take away my iniquity? For now will I lie down in the dust. You will seek me diligently, but I will not be.”
