Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Does not man have hard labor on earth? Are not his days like the days of a hired man?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Like a slave earnestly desires the shadows of evening, like a hired man looks for his wages—
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
so I have been made to endure months of misery; I have been given trouble-filled nights.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
When I lie down, I say to myself, 'When will I get up and when will the night be gone?' I am full of tossing to and fro until the day's dawning.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; the sores in my skin harden up and then dissolve and run afresh.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days are swifter than a weaver's shuttle; they pass without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
God, call to mind that my life is only a breath; my eye will no more see good.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye of God, who sees me, will see me no more; God's eyes will be on me, but I will not exist.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
As a cloud is consumed and vanishes away, so he who goes down to Sheol will come up no more. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He will return no more to his house; neither will his place know him again.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I the sea or a sea monster that you place a guard over me?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
When I say, 'My bed will comfort me, and my couch will ease my complaint,'
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
then you scare me with dreams and terrify me through visions,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
so that I would choose strangling and death rather than preserving these bones of mine.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I loathe my life; I would not wish to always be alive; let me alone for my days are useless.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is man that you should pay attention to him, that you should set your mind on him,
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
that you should observe him every morning and test him every moment?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long will it be before you look away from me, before you let me alone long enough for me to swallow down my own saliva?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Even if I have sinned, what would that do to you, you who watch men? Why have you made a target of me, so that I am a burden for you?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Why do you not pardon my transgression and take away my iniquity? For now will I lie down in the dust; you will seek me carefully, but I will not exist.”
