Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
“Is there not warfare to man on earth? And his days as the days of a hired worker?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
As a servant desires the shadow, And as a hired worker expects his wage,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
So I have been caused to inherit months of vanity, And they numbered nights of misery to me.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
If I lay down, then I have said, When do I rise, And evening has been measured? And I have been full of tossings until dawn.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh has been clothed [with] worms, And a clod of dust, My skin has been shriveled and is loathsome,
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days swifter than a loom, And they are consumed without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember that my life [is] a breath, My eye does not turn back to see good.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye of my beholder does not behold me. Your eyes [are] on me—and I am not.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
A cloud has been consumed, and it goes, So he who is going down to Sheol does not come up. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He does not turn to his house again, Nor does his place discern him again.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Also I do not withhold my mouth—I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I a sea [monster], or a dragon, That You set a watch over me?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
When I said, My bed comforts me, In my talking He takes away my couch.
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
And You have frightened me with dreams, And You terrify me from visions,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
And my soul chooses strangling, Death rather than my bones.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I have wasted away—I do not live for all time. Cease from me, for my days [are] vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What [is] man that You magnify him? And that You set Your heart to him?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
And inspect him in the mornings, [And] in the evenings try him?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long do You not look from me? You do not desist until I swallow my spittle.
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
I have sinned, what do I do to You, O watcher of man? Why have You set me for a mark to You, And I am for a burden to myself—and what?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
You do not take away my transgression, And [do not] cause my iniquity to pass away, Because now, I lie down in dust, And You have sought me—and I am not!”
