Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Is there not a limited time of service to a mortal upon the earth? Are not his days also like the days of a hired laborer?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
As a servant eagerly longeth for the shadow, and as a hired laborer hopeth for his reward:
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
So was I compelled to possess months of vanity, and nights of trouble were counted out unto me.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
When I He down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am wearied with tossings about till the dawn of day.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is covered with worms and clods of dust: my skin is burst open, and become loathsome.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days hasten away more swiftly than a weaver's shuttle, and they come to an end in the absence of hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Oh remember that nothing but a breath is my life; that my eye will not again see happiness;
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye of him that seeth me now will not behold me again: [thou fixest] thy eyes upon me, and I am no more.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
As the cloud vanisheth and passeth away: so will he that goeth down to the nether world not come up again. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He will return no more to his house, and his place will not recognize him any more.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Therefore will I also not restrain my mouth: I will speak in the anguish of my spirit: I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I a sea, or a monster, that thou settest a watch over me?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
For should I say, My bed shall comfort me, my couch shall help me bear my complaint:
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
Then wouldst thou frighten me with dreams, and with visions wouldst thou terrify me;
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
So that my soul would choose strangling, death rather than these limbs of mine.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I loathe it; I cannot live for ever: let me alone; for my days are but nought.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is the mortal, that thou shouldst make him great? and that thou shouldst direct thy heart toward him?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
And that thou shouldst visit him every morning, probe him every moment?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long wilt thou not turn thy regard from me, nor let; me loose till I swallow down my spittle?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
If I have sinned, what [injury] can I cause unto thee, O thou Guardian of men? why hast thou set me as an object for thee to strike at, so that I am become a burden to myself?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
And why wilt thou not forgive my transgression, and let my iniquity pass away? for soon must I lie down in the dust; and thou wilt seek for me, but I shall be no more.
