Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
“Isn't life for human beings like serving a sentence of hard labor? Don't their days pass like those of a hired laborer?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Like some slave longing for a bit of shade, like a hired hand anxiously waiting for pay day,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
I've been given months of emptiness and nights of misery.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
When I go to bed I ask, ‘When shall I get up?’ But the night goes on and on, and I toss and turn until dawn.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My body is covered with maggots and caked in dirt; my skin is cracked, with oozing sores.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days pass quicker than a weaver's shuttle and they come to an end without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember that my life is just a breath; I will not see happiness again.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Those watching me won't see me anymore; your eyes will be looking for me, but I will be gone.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
When a cloud disappears, it's gone, just as anyone who goes down to Sheol does not come back up. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
They will never return home, and the people they knew will forget them.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
So, no, I won't hold my tongue—I will speak in the agony of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I the sea or a sea monster that you have to guard me?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
If I tell myself, ‘I'll feel better if I lie down in my bed,’ or ‘it will help me to lie down on my couch,’
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
then you scare me so much with dreams and terrify me with visions
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
that I would rather be strangled—I would rather die than become just a bag of bones.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I hate my life! I know I won't live long. Leave me alone because my life is just a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
Why are human beings so important to you; why are you so concerned about them
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
that you inspect them every morning and test them every moment? Won't you ever stop staring at me?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Won't you ever leave me alone long enough to catch my breath?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
What have I done wrong? What have I done to you, Watcher of Humanity? Why have you made me your target, so that I'm a burden even to myself?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
If so why don't you pardon my sins, and take away my guilt? Right now I'm going to lie down in the dust, and though you will look for me, I will be gone.”
