Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
The life of man upon earth is a warfare, and his days are like the days of a hireling.
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
As a servant longeth for the shade, as the hireling looketh for the end of his work;
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
So I also have had empty months, and have numbered to myself wearisome nights.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
If I lie down to sleep, I shall say: When shall arise? and again I shall look for the evening, and shall be filled with sorrows even till darkness.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is clothed with rottenness and the filth of dust, my skin is withered and drawn together.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days have passed more swiftly than the web is cut by the weaver, and are consumed without any hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember that my life is but wind, and my eyes shall not return to see good things.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Nor shall the sight of man behold me: thy eyes are upon me, and I shall be no more.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
As a cloud is consumed, and passeth away: so he that shall go down to hell shall not come up. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
Nor shall he return my more into his house, neither shall his place know him any more.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Wherefore I will not spare my month, I will speak in the affliction of my spirit: I will talk with the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I a sea, or a whale, that thou hast enclosed me in a prison?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
If I say: My bed shall comfort me, and I shall be relieved speaking with myself on my couch:
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
Thou wilt frighten me with dreams and terrify me with visions.
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
So that my soul rather chooseth hanging, and my bones death.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I have done with hope, I shall now live no longer: spare me, for my days are nothing.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is a man that thou shouldst magnify him? or why dost thou set thy heart upon him?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
Thou visitest him early in the morning, and thou provest him suddenly.
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long wilt thou not spare me, nor suffer me to swallow down my spittle?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
I have sinned: what shall I do to thee, O keeper of men? why hast thou set me opposite to thee, and I am become burdensome to myself?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Why dost thou not remove my sin, and why dost thou not take away my iniquity? Behold now I shall sleep in the dust: and if thou seek me in the morning, I shall not be.
