Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Hath not man a life of labour upon earth? and are not his days like the days of a hireling?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
As a bondman earnestly desireth the shadow, and a hireling expecteth his wages,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
If I lie down, I say, When shall I rise up, and the darkness be gone? and I am full of tossings until the dawn.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and suppurates.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember thou that my life is wind; mine eye shall no more see good.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye of him that hath seen me shall behold me no [more]: thine eyes are upon me, and I am not.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
The cloud consumeth and vanisheth away; so he that goeth down to Sheol shall not come up. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He shall return no more to his house, neither shall his place know him again.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Therefore I will not restrain my mouth: I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I a sea, or a sea-monster, that thou settest a watch over me?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions;
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
So that my soul chooseth strangling, death, rather than my bones.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I loathe it; I shall not live always: let me alone, for my days are a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is man, that thou makest much of him? and that thou settest thy heart upon him?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
And that thou visitest him every morning, triest him every moment?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long wilt thou not look away from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Have I sinned, what do I unto thee, thou Observer of men? Why hast thou set me as an object of assault for thee, so that I am become a burden to myself?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
And why dost not thou forgive my transgression and take away mine iniquity? for now shall I lie down in the dust, and thou shalt seek me early, and I shall not be.
