< Job 7 >
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
The life of a man on the earth is a battle, and his days are like the days of a hired hand.
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Just as a servant desires the shade, and just as the hired hand looks forward to the end of his work,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
so also have I had empty months and have counted my burdensome nights.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
If I lie down to sleep, I will say, “When will I rise?” And next I will hope for the evening and will be filled with sorrows even until darkness.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is clothed with particles of rottenness and filth; my skin is dried up and tightened.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days have passed by more quickly than threads are cut by a weaver, and they have been consumed without any hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember that my life is wind, and my eye will not return to see good things.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Neither will the sight of man gaze upon me; your eyes are upon me, and I will not endure.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol )
Just as a cloud is consumed and passes away, so he who descends to hell will not ascend. (Sheol )
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He will not return again to his house, nor will his own place know him any longer.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
And because of this, I will not restrain my mouth. I will speak in the affliction of my spirit. I will converse from the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I an ocean or a whale, that you have encircled me in a prison?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
If I say, “My bed will comfort me, and I will find rest, speaking with myself on my blanket,”
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
then you will frighten me with dreams, and strike dread through visions,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
so that, because of these things, my soul would choose hanging, and my bones, death.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I despair; by no means will I live any longer. Spare me, for my days are nothing.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is man, that you should praise him? Or why do you place your heart near him?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
You visit him at dawn, and you test him unexpectedly.
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
How long will you not spare me, nor release me to ingest my saliva?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
I have sinned; what should I do for you, O keeper of men? Why have you set me against you, so that I have become burdensome even to myself?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Why do you not steal away my sin, and why do you not sweep away my iniquity? Behold, now I will sleep in the dust, and if you seek me in the morning, I will not remain.