Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
“Is not man consigned to labor on earth? Are not his days like those of a hired hand?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Like a slave he longs for shade; like a hireling he waits for his wages.
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
So I am allotted months of futility, and nights of misery are appointed me.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
When I lie down I think: ‘When will I get up?’ But the night drags on, and I toss and turn until dawn.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
My flesh is clothed with worms and encrusted with dirt; my skin is cracked and festering.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
My days are swifter than a weaver’s shuttle; they come to an end without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Remember that my life is but a breath. My eyes will never again see happiness.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
The eye that beholds me will no longer see me. You will look for me, but I will be no more.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
As a cloud vanishes and is gone, so he who goes down to Sheol does not come back up. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
He never returns to his house; his place remembers him no more.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Am I the sea, or the monster of the deep, that You must keep me under guard?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
When I think my bed will comfort me and my couch will ease my complaint,
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
then You frighten me with dreams and terrify me with visions,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
so that I would prefer strangling and death over my life in this body.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
I loathe my life! I would not live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
What is man that You should exalt him, that You should set Your heart upon him,
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
that You attend to him every morning, and test him every moment?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Will You never look away from me, or leave me alone to swallow my spittle?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
If I have sinned, what have I done to You, O watcher of mankind? Why have You made me Your target, so that I am a burden to You?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Why do You not pardon my transgression and take away my iniquity? For soon I will lie down in the dust; You will seek me, but I will be no more.”
