Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
“Donge dhano nigi tich matek e piny? Donge ndalone chalo gi ndalo mag ngʼat mondiki kuom kinde machwok?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Mana kaka misumba ma gombo ni seche mag odhiambo ochop piyo, kata ka ngʼama ondiki marito chudo mare gi geno,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
e kaka an bende osemiya dweche maonge ohala kod otieno mopongʼ gi chandruok.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
Ka adhi nindo to piny ok runa piyo kendo aparora ni abiro aa malo sa adi? Piny budhona kapok oru, kendo apuodora koni gi koni nyaka okinyi.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
Denda kute gi adhonde opongʼo, pien denda mbala omako kendo chwer tutu.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
“Ndalo mar ngimana dhiyo mapiyo moloyo masind jachwe usi, kendo orumo piyo maonge geno.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Yaye Nyasaye, parie kaka ngimana en mana muya nono; wengena ok nochak one mor kendo.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Wenge makoro nena sani ok nochak onena kendo, gibiro dwara to ok gininena.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
Mana kaka bor polo rumo mi lal nono, e kaka ngʼat miyiko e liel ok duogi. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
Ok nodwogi e ode kendo; kar dakne ok nongʼeye kendo.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
“Emomiyo ok anyal lingʼ; abiro wacho lit manie chunya, abiro nyiso pek ma an-go e chunya nikech mirima ma an-go.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
An nam, koso an ondiek nam momiyo ogona agengʼa kama?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
Ka aparo ni kitandana biro hoya kendo ni piendena mayom biro dwoko chandruokna chien,
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
to eka pod ibwoga gi lek magalagala kendo imiya luoro gi fweny mayoreyore,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
momiyo koro daher mondo adera kendo atho, moloyo bedo gi ringruok ma an-goni.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
Achayo ngimana; ok agomb kata medo bedo mangima. Weya mos; ndalo mag ngimana onge gi tiende.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
“Yaye Nyasaye, dhano to en angʼo momiyo ikawe ka gima lich kendo isiko ipare ndalo duto,
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
koso angʼo momiyo isiko inone okinyi kokinyi kendo iteme sa ka sa?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Yaye Nyasaye, bende diweye ngʼiya, kata kuom thuolo matin kende?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Yaye jarang ji-ni, kata bed ni asetimo richo, to en angʼo ma asetimoni? Angʼo momiyo an ema inena? Koso dibed ni asebedoni tingʼ mapek mohingi?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Angʼo momiyo idagi ngʼwonona kuom ketho maga kendo itamori wena richoga? Nikech koro abiro tho machiegni; ibiro manya, to ok enonwangʼa.”
