Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
