Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Nije l' vojska život čovjekov na zemlji? Ne provodi l' dane poput najamnika?

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

Kao što trudan rob za hladom žudi, poput nadničara štono plaću čeka,

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

mjeseci jada tako me zapadoše i noći su mučne meni dosuđene.

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

Liježuć' mislim svagda: 'Kada ću ustati?' A dižuć se: 'Kada večer dočekati!' I tako se kinjim sve dok se ne smrkne.

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

PÓut moju crvi i blato odjenuše, koža na meni puca i raščinja se.

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

Dani moji brže od čunka prođoše, promakoše hitro bez ikakve nade.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

Spomeni se: život moj je samo lahor i oči mi neće više vidjet' sreće!

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

Prijateljsko oko neće me gledati; pogled svoj u mene upro si te sahnem.

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

Kao što se oblak gubi i raspline, tko u Šeol siđe, više ne izlazi. (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

Domu svome natrag ne vraća se nikad, njegovo ga mjesto više ne poznaje.

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

Ustima ja svojim stoga branit' neću, u tjeskobi duha govorit ću sada, u gorčini duše ja ću zajecati.

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

Zar sam more ili neman morska, pa si stražu nada mnom stavio?

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

Kažem li: 'Na logu ću se smirit', ležaj će mi olakšati muke',

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

snovima me prestravljuješ tada, prepadaš me viđenjima mučnim.

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

Kamo sreće da mi se zadavit'! Smrt mi je od patnja mojih draža.

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

Ja ginem i vječno živjet neću; pusti me, tek dah su dani moji!

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

Što je čovjek da ga toliko ti cijeniš, da je srcu tvojem tako prirastao

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

i svakoga jutra da njega pohodiš i svakoga trena da ga iskušavaš?

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

Kada ćeš svoj pogled skinuti sa mene i dati mi barem pljuvačku progutat'?

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

Ako sam zgriješio, što učinih tebi, o ti koji pomno nadzireš čovjeka? Zašto si k'o metu mene ti uzeo, zbog čega sam tebi na teret postao?

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

Zar prijestupa moga ne možeš podnijeti i ne možeš prijeći preko krivnje moje? Jer, malo će proći i u prah ću leći, ti ćeš me tražiti, al' me biti neće.”