Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
Mihem jouse hinkho hi hahsatna toh kidel jing hilou ham? Ihinkho uhi kitha lah khut tobang hilou ham?
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Liim ngaicha aum natong mi tobang ahin, soh atohna man ngah tobang ahi.
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
Keima jong lha phabep sunga chu phatchomna bei natoh eikipen ahi, lunggel gentheina dimset in jankho sot noijah genthei kathoh e.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
Jalkhun chungah kalumin, itih tah le jingkah ahitadem tin kagel jin, ahinlah jan in eisu chol in khovah kahsen kaki pehle le jin ahi.
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
Kati chungla than leh akhih in atom dimin ka vun jong apohkeh gamin anai along longe.
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
Ka nikho ho jong pon khong ho patphei kilham sangin ging jon, kinepna beijin akichai ji'e.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
O Pathen, kahin kho hi hai khat bep bou ahi ti nei geldoh peh in, chule keiman kipana hi kanei kit lou hel ding ahi.
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
Nangin tua hi neimu ahin, ahinlah nei musot pon nate, nangin neiven natin ahinlah keima ana chemang tange.
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
Meilhang akithecheh a aman hel bangin, athiho khu hung kile kit tapou vinte. (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
Amaho chu ainuva patna tonsotna mukit tah lou dinga chemang ahitauve.
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Keima thusei louvin kaum theipoi, kalung genthei naho kasei doh a ka lhagao genthei jeh a kiphin ding kahi.
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
Keima hi twikhanglen'a kichat chat um ganhing len ahilouleh gullui kahia nahonbit nanoija chu neikoi jeng ding ham?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
Keima kalupna in eilhamon intin, chule ka imut teng kanat genthei na ho olsah tante tin kagelle.
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
Ahinlah nangin mangse neimatsah jin, chule gaothil mu in nei kichat sah ji'e.
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
Hitia genthei thoh sang hin, eikimeh lih jeng hen lang thileng pha kasa joi.
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
Kahinkho kadei mon hitia hin hin ding hi kadei tapoi, O nikho lhomcha kanei sung hin kachangin nei dalha jengin.
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
Mihem hohi ipi hiuva, nangin hibanga hi na khohsah a chule nagel jing jeng ham?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
Ajeh chu nangin jingkah seh le nakhol chil soh in, chule phat jousen na patep jinge.
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
Kachil valna ding phatsung beh a ipi dinga nei dalhah lou ham?
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
Chonset kanei ahilehnang chunga ipi kabol khah ham? O mihem te vejing pa, keihi nanga dinga pohgih kahija, natup penna neisem ham?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Kachonsetna hi ngaidam jengin lang chule kathemmona ho nei lahmang peh tan, ajeh chu leivui lah a kijam a thivah ding kahitan, nangin hin ven natin chemang tange.
