Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Na Hiob buaa sɛ,
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
“Sɛ wɔbɛtumi akari mʼawerɛhodie na me haw nso wɔde agu nsania so a,
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
anka emu bɛyɛ duru asene anwea a ɛwɔ ɛpo mu nyinaa, enti ɛnyɛ nwanwa sɛ me nsɛm ayɛ hagyahagya.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
Otumfoɔ agyan no awɔ me mu, me honhom nom ano awuduro no; wɔahyehyɛ Onyankopɔn ahunahuna nyinaa atia me.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Wiram afunumu su wɔ ɛberɛ a wanya ɛserɛ anaa, na nantwie nso su wɔ ɛberɛ a wanya nʼaduane anaa?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Wɔdi aduane a nkyene nni mu anaa, na kosua mu fufuo nso ɔdɛ bi wɔ mu anaa?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Mempɛ sɛ mede me nsa ka; aduane a ɛte saa no bɔ me yadeɛ.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
“Ao sɛ me nsa bɛka mʼabisadeɛ, sɛ Onyankopɔn bɛyɛ deɛ mʼani da so ama me.
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
Mepɛ sɛ Onyankopɔn dwerɛ me, sɛ ɔbɛtwe ne nsa na wakum me,
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
ɛnneɛ anka mɛkɔ so anya saa awerɛkyekyerɛ yi. Nanso, ɔyea yi nyinaa akyi no memmuu Ɔkronkronni no nsɛm so da.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
“Ahoɔden bɛn na mewɔ a enti ɛsɛ sɛ menya anidasoɔ? Daakye nneɛma pa bɛn enti na ɛsɛ sɛ menya ntoboaseɛ?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Mewɔ ahoɔden sɛ ɛboɔ anaa? Me honam yɛ kɔbere mfrafraeɛ anaa?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Mewɔ tumi a mede bɛboa me ho anaa? Saa ɛberɛ yi a nkonimdie apare me yi?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
“Deɛ nʼanidasoɔ asa no hia ne nnamfonom mpaeɛbɔ, ɛnyɛ saa a, ɔbɛpa aba wɔ Otumfoɔ no suro ho.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Nanso ahotosoɔ nni me nuanom mu. Wɔte sɛ nsuwa nsuwa a ɛyirie na ɛweɛ, wɔte sɛ nsuwa nsuwa a ɛyirie
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
ɛberɛ a sukyerɛmma renane na asukɔtweaa nso redane nsuo,
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
nanso owiaberɛ mu no, ɛntene bio na ɔhyew enti nsuo no tu yera.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Akwantufoɔ mane firi wɔn akwan so; wɔforo kɔ nsase bonini so na wɔwuwu.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Tema akwantufoɔ hwehwɛ nsuo, adwadifoɔ akwantufoɔ a wɔfiri Seba de anidasoɔ hwehwɛ nsuo.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
Wɔn ho yera wɔn, ɛfiri sɛ na wɔwɔ awerɛhyɛmu; wɔduruu hɔ, nanso wɔn anidasoɔ yɛ ɔkwa.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Afei wo nso woakyerɛ sɛ wo ho nni mfasoɔ; Woahunu mʼamanehunu no, na ama woasuro.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Maka sɛ, ‘Momma me biribi? Maka sɛ momfiri mo ahodeɛ ntua me tiri so sika,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
anaasɛ monnye me mfiri mʼatamfoɔ nsam, ne atirimuɔdenfoɔ nkyehoma mu anaa?’
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
“Monkyerɛkyerɛ me, na mɛyɛ komm; monkyerɛ me mfomsoɔ a mayɛ.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Nokorɛka yɛ yea, na mo adwenkyerɛ no, ɛkɔsi sɛn?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Mokyerɛ sɛ deɛ maka no nnyɛ nokorɛ, mofa obi a nʼabamu abu asɛm sɛ mframa anaa?
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Mpo mobɛbɔ awisiaa so ntonto, na mode mo adamfo adi nsesa dwa.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
“Afei momfa ahummɔborɔ nhwɛ me. Mɛtumi adi atorɔ wɔ mo anim anaa?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Monto mo bo ase, mommu ntɛnkyea; monsane nnwene ho, ɛfiri sɛ me pɛpɛyɛ ho aba akyinnyegyeɛ.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Amumuyɛsɛm wɔ mʼano anaa? Mennim papa ne bɔne ntam nsonsonoeɛ anaa?
