Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Na Hiob buae se,
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
“Sɛ wobetumi akari mʼawerɛhowdi na me haw nso wɔde agu nsania so a,
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
anka emu bɛyɛ duru asen nwea a ɛwɔ po mu nyinaa, enti ɛnyɛ nwonwa sɛ me nsɛm ayɛ hagyahagya.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
Otumfo agyan no wɔ me mu, me honhom nom ano bɔre no; wɔahyehyɛ Onyankopɔn ahunahuna nyinaa atia me.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Wuram afurum su wɔ bere a wanya sare ana, na nantwi nso su wɔ bere a wanya nʼaduan ana?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
So wodi aduan a nkyene nni mu? Na ɔdɛ bi wɔ nkesua mu fufu mu ana?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Mempɛ sɛ mede me nsa ka; aduan a ɛte saa no bɔ me yare.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
“Ao sɛ me nsa bɛka mʼabisade, sɛ Onyankopɔn bɛyɛ nea mʼani da so no ama me,
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
sɛ Onyankopɔn bɛpɛ sɛ ɔdwerɛw me sɛ ɔbɛtwe ne nsa na wakum me,
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
ɛne anka mɛkɔ so anya saa awerɛkyekye yi, a ɛyɛ anigye a mewɔ wɔ ɔyaw a entwa da yi mu, ne Ɔkronkronni no nsɛm a mimmuu so yi.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
“Ahoɔden bɛn na mewɔ a enti ɛsɛ sɛ minya anidaso? Daakye nneɛma pa bɛn nti na ɛsɛ sɛ minya ntoboase?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Mewɔ ahoɔden sɛ ɔbo ana? Me honam yɛ kɔbere mfrafrae ana?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
So mewɔ tumi bi a mede bɛboa me ho saa bere yi a nkonimdi apare me yi ana?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
“Obiara a ɔbɔ nʼadamfo ayamye sɛn no gyaw Otumfo no ho suro.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Nanso ahotoso nni me nuanom mu sɛ nsuwansuwa a eyiri na ɛyow, sɛ nsuwansuwa a eyiri
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
bere a sukyerɛmma renan na mparuwbo nso redan nsu,
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
nanso owiabere mu no ɛsen bio na ɔhyew nti nsu no tu yera.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Akwantufo man fi wɔn akwan so; wɔforo kɔ nsase a awuwu so ma wowuwu.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Tema akwantufo hwehwɛ nsu, Seba aguadifo akwantufo de anidaso hwehwɛ nsu.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
Wɔn ho yeraw wɔn, efisɛ na wɔwɔ awerehyɛmu; woduu hɔ, na wɔn anidaso yɛ ɔkwa.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Afei, wo nso woakyerɛ sɛ wo so nni mfaso; wuhu biribi a ɛyɛ hu na wusuro.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
So maka pɛn se, ‘Me nti momma biribi, sɛ mumfi mo ahode mu ntua me ti so sika,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
sɛ munnye me mfi mʼatamfo nsam, ne atirimɔdenfo nkyehama mu ana?’
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
“Monkyerɛkyerɛ me, na mɛyɛ komm; monkyerɛ me mfomso a mayɛ.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Nokwareka yɛ yaw, na mo adwenkyerɛ no kosi dɛn?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
So mokyerɛ sɛ mubesiesie sɛ nea meka no, na moafa mʼahometew nsɛm sɛ mframa ana?
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Mpo mobɛbɔ ayisaa so ntonto, na mode mo adamfo adi nsesagua.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
“Afei momfa ahummɔbɔ nhwɛ me. Metumi adi atoro wɔ mo anim ana?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Montɔ mo bo ase, mummu ntɛnkyew; monsan nnwen ho, efisɛ eyi fa me pɛpɛyɛ ho.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Amumɔyɛsɛm wɔ mʼano ana? Minnim papa ne bɔne ntam nsonoe ana?
