Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Da tok Job til orde og sa:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Det byr mig imot å røre ved det; det er for mig som utskjemt mat.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?
