Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
respondens autem Iob dixit
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
utinam adpenderentur peccata mea quibus iram merui et calamitas quam patior in statera
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
quasi harena maris haec gravior appareret unde et verba mea dolore sunt plena
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
quia sagittae Domini in me sunt quarum indignatio ebibit spiritum meum et terrores Domini militant contra me
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
numquid rugiet onager cum habuerit herbam aut mugiet bos cum ante praesepe plenum steterit
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
aut poterit comedi insulsum quod non est sale conditum aut potest aliquis gustare quod gustatum adfert mortem
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
quae prius tangere nolebat anima mea nunc prae angustia cibi mei sunt
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
quis det ut veniat petitio mea et quod expecto tribuat mihi Deus
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
et qui coepit ipse me conterat solvat manum suam et succidat me
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
et haec mihi sit consolatio ut adfligens me dolore non parcat nec contradicam sermonibus Sancti
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
quae est enim fortitudo mea ut sustineam aut quis finis meus ut patienter agam
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
nec fortitudo lapidum fortitudo mea nec caro mea aerea est
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
ecce non est auxilium mihi in me et necessarii quoque mei recesserunt a me
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
qui tollit ab amico suo misericordiam timorem Domini derelinquit
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
fratres mei praeterierunt me sicut torrens qui raptim transit in convallibus
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
qui timent pruinam inruet super eos nix
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
tempore quo fuerint dissipati peribunt et ut incaluerit solventur de loco suo
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
involutae sunt semitae gressuum eorum ambulabunt in vacuum et peribunt
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
considerate semitas Theman itinera Saba et expectate paulisper
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
confusi sunt quia speravi venerunt quoque usque ad me et pudore cooperti sunt
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
nunc venistis et modo videntes plagam meam timetis
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
numquid dixi adferte mihi et de substantia vestra donate mihi
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
vel liberate me de manu hostis et de manu robustorum eruite me
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
docete me et ego tacebo et si quid forte ignoravi instruite me
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
quare detraxistis sermonibus veritatis cum e vobis nullus sit qui possit arguere
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
ad increpandum tantum eloquia concinnatis et in ventum verba profertis
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
super pupillum inruitis et subvertere nitimini amicum vestrum
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
verumtamen quod coepistis explete praebete aurem et videte an mentiar
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
respondete obsecro absque contentione et loquentes id quod iustum est iudicate
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
et non invenietis in lingua mea iniquitatem nec in faucibus meis stultitia personabit
