Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Respondens autem Job, dixit:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Utinam appenderentur peccata mea quibus iram merui, et calamitas quam patior, in statera!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
Quasi arena maris hæc gravior appareret; unde et verba mea dolore sunt plena:
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
quia sagittæ Domini in me sunt, quarum indignatio ebibit spiritum meum; et terrores Domini militant contra me.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Numquid rugiet onager cum habuerit herbam? aut mugiet bos cum ante præsepe plenum steterit?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
aut poterit comedi insulsum, quod non est sale conditum? aut potest aliquis gustare quod gustatum affert mortem?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Quæ prius nolebat tangere anima mea, nunc, præ angustia, cibi mei sunt.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Quis det ut veniat petitio mea, et quod expecto tribuat mihi Deus?
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
et qui cœpit, ipse me conterat; solvat manum suam, et succidat me?
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Et hæc mihi sit consolatio, ut affligens me dolore, non parcat, nec contradicam sermonibus Sancti.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
Quæ est enim fortitudo mea, ut sustineam? aut quis finis meus, ut patienter agam?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Nec fortitudo lapidum fortitudo mea, nec caro mea ænea est.
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Ecce non est auxilium mihi in me, et necessarii quoque mei recesserunt a me.
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Qui tollit ab amico suo misericordiam, timorem Domini derelinquit.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Fratres mei præterierunt me, sicut torrens qui raptim transit in convallibus.
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
Qui timent pruinam, irruet super eos nix.
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
Tempore quo fuerint dissipati, peribunt; et ut incaluerit, solventur de loco suo.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Involutæ sunt semitæ gressuum eorum; ambulabunt in vacuum, et peribunt.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Considerate semitas Thema, itinera Saba, et expectate paulisper.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
Confusi sunt, quia speravi: venerunt quoque usque ad me, et pudore cooperti sunt.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Nunc venistis; et modo videntes plagam meam, timetis.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Numquid dixi: Afferte mihi, et de substantia vestra donate mihi?
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
vel: Liberate me de manu hostis, et de manu robustorum eruite me?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Docete me, et ego tacebo: et si quid forte ignoravi, instruite me.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Quare detraxistis sermonibus veritatis, cum e vobis nullus sit qui possit arguere me?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Ad increpandum tantum eloquia concinnatis, et in ventum verba profertis.
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Super pupillum irruitis, et subvertere nitimini amicum vestrum.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Verumtamen quod cœpistis explete: præbete aurem, et videte an mentiar.
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Respondete, obsecro, absque contentione; et loquentes id quod justum est, judicate.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Et non invenietis in lingua mea iniquitatem, nec in faucibus meis stultitia personabit.
