Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Ningĩ Ayubu agĩcookia atĩrĩ:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
“Naarĩ korwo ruo rũrũ ndĩ naruo rwathimwo, nayo mĩnyamaro ĩno ndĩ nayo yothe ĩigĩrĩrwo ratiri igũrũ!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
Ti-itherũ yakorwo ĩrĩ mĩritũ gũkĩra mũthanga ũrĩa ũrĩ maria-inĩ marĩa manene; na nĩkĩo ndĩrahiũhire kwaria.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
Mĩguĩ ya Mwene-Hinya-Wothe nĩĩndoonyete, naguo roho wakwa nĩũranyua ũrũrũ wayo; maũndũ ma kũmakania mũno ma Ngai nĩmerekeirio harĩ niĩ.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Njagĩ ya werũ-inĩ-rĩ, nĩyaanagia rĩrĩa ĩrĩ na nyeki ya kũrĩa, kana ndegwa ĩkaania rĩrĩa ĩtuĩrĩirwo?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Irio itarĩ mũcamo nĩ irĩĩkaga itekĩrĩtwo cumbĩ? Mũruru wa itumbĩ ũrĩa mwerũ-rĩ, nĩ urĩ mũrĩo?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Niĩ ndingĩcihutia; irio ta icio no itũme njire ngoro.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
“Naarĩ korwo ndaheo ũndũ ũrĩa ndĩrahooya, korwo Ngai aahe ũndũ ũrĩa ndĩrerirĩria,
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
naguo nĩ atĩ Ngai eetĩkĩre kũũmemenda, arekererie guoko gwake kũũniine!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Hĩndĩ ĩyo no ngĩe na ũndũ wa kũũhooreria, ũndũ wa gĩkeno ruo-inĩ rũrũ rũtarathira, atĩ niĩ ndikaanĩte ciugo cia Ũrĩa Mũtheru.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
“Ndĩ na hinya ũrĩkũ atĩ nĩguo njikare ndĩ na mwĩhoko? Ndĩ na kĩĩrĩgĩrĩro kĩrĩkũ atĩ nĩguo ngirĩrĩrie?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Niĩ ndĩ hinya ta ihiga? Mwĩrĩ wakwa nĩ wa gĩcango?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Niĩ ndĩ na hinya wa gwĩteithia, kuona atĩ rĩu nĩndunyĩtwo ũhootani?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
“Mũndũ ũtarĩ na kĩĩrĩgĩrĩro aagĩrĩire gũteithio nĩ arata ake, o na angĩkorwo nĩatiganĩirie ũhoro wa gwĩtigĩra Ũrĩa Mwene-Hinya-Wothe.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
No ariũ a baba maagĩte kwĩhokeka o ta tũrũũĩ tũrĩa tũhũaga, ningĩ o ta tũrũũĩ tũrĩa tũiyũraga tũkoina,
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
rĩrĩa tũirĩtio nĩ mbarabu ĩgĩtweka, na tũkaiyũrwo nĩ tharunji ĩrĩa ĩratweka,
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
no rĩrĩ, tũtithereraga rĩrĩa kwara, na hĩndĩ ya ũrugarĩ tũkahũa mĩtaro-inĩ yatuo.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Ikundi cia agendi nĩithaamaga njĩra ciacio, ikambata werũ-inĩ, igathirĩra kuo.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Ikundi cia agendi cia Tema icaragia maaĩ, agendi a wonjoria a Sheba makamacaria marĩ na mwĩhoko.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
Magathĩĩnĩka, tondũ makoretwo marĩ na kĩĩrĩgĩrĩro; no maakinya ho magakora hatirĩ kĩndũ.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
O na inyuĩ-rĩ, mũtuĩkĩte andũ matangĩheana ũteithio; muonaga ũndũ wa kũmakania mũgetigĩra.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Niĩ-rĩ, nĩ ndĩ ndoiga atĩrĩ: ‘Heanai kĩndũ nĩ ũndũ wakwa, ngũũrai na indo cianyu,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
honokiai guoko-inĩ gwa thũ, ngũũrai kuuma moko-inĩ ma arĩa matarĩ tha’?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
“Atĩrĩrĩ, ndutaai ũhoro na nĩngũkira; nyonereriai harĩa hĩtĩtie.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Kaĩ ciugo cia ma irĩ ruo-ĩ! No rĩrĩ, ngarari cianyu nĩ kĩhooto kĩrĩkũ irarehe?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Anga mũrenda kũruta mahĩtia ũrĩa njugĩte, mũgatua ciugo cia mũndũ ũũmĩirwo tha taarĩ rũhuho?
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Inyuĩ o na no mũcuukĩre mwana wa ngoriai mĩtĩ, na mwendie mũrata wanyu.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
“No rĩu-rĩ, ndamũthaitha mwĩtĩkĩre kũndora. Anga no ngĩheenanie o maitho-inĩ manyu?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Mwĩcũraniei nĩguo mũtikogomie kĩhooto; njookererai, nĩgũkorwo wĩhokeku wakwa nĩguo ũraarũithio.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Nĩ kũrĩ wĩhia ũrĩ mĩromo-inĩ yakwa? Anga kanua gakwa gatingĩhota gũkũũrana maũndũ ma rũmena?
