Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Job prit la parole et dit:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Oh! S’il était possible de peser ma douleur, Et si toutes mes calamités étaient sur la balance,
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
Elles seraient plus pesantes que le sable de la mer; Voilà pourquoi mes paroles vont jusqu’à la folie!
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
Car les flèches du Tout-Puissant m’ont percé, Et mon âme en suce le venin; Les terreurs de Dieu se rangent en bataille contre moi.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
L’âne sauvage crie-t-il auprès de l’herbe tendre? Le bœuf mugit-il auprès de son fourrage?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Peut-on manger ce qui est fade et sans sel? Y a-t-il de la saveur dans le blanc d’un œuf?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Ce que je voudrais ne pas toucher, C’est là ma nourriture, si dégoûtante soit-elle!
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Puisse mon vœu s’accomplir, Et Dieu veuille réaliser mon espérance!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
Qu’il plaise à Dieu de m’écraser, Qu’il étende sa main et qu’il m’achève!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Il me restera du moins une consolation, Une joie dans les maux dont il m’accable: Jamais je n’ai transgressé les ordres du Saint.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
Pourquoi espérer quand je n’ai plus de force? Pourquoi attendre quand ma fin est certaine?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Ma force est-elle une force de pierre? Mon corps est-il d’airain?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Ne suis-je pas sans ressource, Et le salut n’est-il pas loin de moi?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Celui qui souffre a droit à la compassion de son ami, Même quand il abandonnerait la crainte du Tout-Puissant.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Mes frères sont perfides comme un torrent, Comme le lit des torrents qui disparaissent.
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
Les glaçons en troublent le cours, La neige s’y précipite;
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
Viennent les chaleurs, et ils tarissent, Les feux du soleil, et leur lit demeure à sec.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Les caravanes se détournent de leur chemin, S’enfoncent dans le désert, et périssent.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Les caravanes de Théma fixent le regard, Les voyageurs de Séba sont pleins d’espoir;
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
Ils sont honteux d’avoir eu confiance, Ils restent confondus quand ils arrivent.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Ainsi, vous êtes comme si vous n’existiez pas; Vous voyez mon angoisse, et vous en avez horreur!
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Vous ai-je dit: Donnez-moi quelque chose, Faites en ma faveur des présents avec vos biens,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
Délivrez-moi de la main de l’ennemi, Rachetez-moi de la main des méchants?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Instruisez-moi, et je me tairai; Faites-moi comprendre en quoi j’ai péché.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Que les paroles vraies sont persuasives! Mais que prouvent vos remontrances?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Voulez-vous donc blâmer ce que j’ai dit, Et ne voir que du vent dans les discours d’un désespéré?
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Vous accablez un orphelin, Vous persécutez votre ami.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Regardez-moi, je vous prie! Vous mentirais-je en face?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Revenez, ne soyez pas injustes; Revenez, et reconnaissez mon innocence.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Y a-t-il de l’iniquité sur ma langue, Et ma bouche ne discerne-t-elle pas le mal?
