Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
And Job answereth and saith: —
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
O that my provocation were thoroughly weighed, And my calamity in balances They would lift up together!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
For now, than the sands of the sea it is heavier, Therefore my words have been rash.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
For arrows of the Mighty [are] with me, Whose poison is drinking up my spirit. Terrors of God array themselves [for] me!
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Brayeth a wild ass over tender grass? Loweth an ox over his provender?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Eaten is an insipid thing without salt? Is there sense in the drivel of dreams?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
My soul is refusing to touch! They [are] as my sickening food.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
O that my request may come, That God may grant my hope!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
That God would please — and bruise me, Loose His hand and cut me off!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
And yet it is my comfort, (And I exult in pain — He doth not spare, ) That I have not hidden The sayings of the Holy One.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
What [is] my power that I should hope? And what mine end That I should prolong my life?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Is my strength the strength of stones? Is my flesh brazen?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Is not my help with me, And substance driven from me?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
To a despiser of his friends [is] shame, And the fear of the Mighty he forsaketh.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
My brethren have deceived as a brook, As a stream of brooks they pass away.
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
That are black because of ice, By them doth snow hide itself.
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
By the time they are warm they have been cut off, By its being hot they have been Extinguished from their place.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Turn aside do the paths of their way, They ascend into emptiness, and are lost.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Passengers of Tema looked expectingly, Travellers of Sheba hoped for them.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
They were ashamed that one hath trusted, They have come unto it and are confounded.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Surely now ye have become the same! Ye see a downfall, and are afraid.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Is it because I said, Give to me? And, By your power bribe for me?
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
And, Deliver me from the hand of an adversary? And, From the hand of terrible ones ransom me?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Shew me, and I — I keep silent, And what I have erred, let me understand.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
How powerful have been upright sayings, And what doth reproof from you reprove?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
For reproof — do you reckon words? And for wind — sayings of the desperate.
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Anger on the fatherless ye cause to fall, And are strange to your friend.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
And, now, please, look upon me, Even to your face do I lie?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Turn back, I pray you, let it not be perverseness, Yea, turn back again — my righteousness [is] in it.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Is there in my tongue perverseness? Discerneth not my palate desirable things?
